Græsk træner efter dramatisk VM-kamp: En fair sejr
Grækenland var yderst tæt på at ryge ud af VM-slutrunden i Brasilien, da holdet tirsdag mødte Elfenbenskysten. Men et sent straffespark sikrede grækerne en 2-1-sejr og en plads i 1/8-finalerne.
Grækenlands landstræner, Fernando Santos, kommenterer ikke den kontroversielle dommerbeslutning i overtiden, hvor der ifølge tv-billederne tydeligvis ikke var straffespark. Han er tilfreds med sine spillere, som havde flere skud på træværket i kampen, hvor en sejr var det eneste, der talte for grækerne.
- Jeg er ikke en person, der fejrer det som en gal, når vi vinder, men jeg er heller ikke deprimeret, når vi taber, siger Fernando Santos ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg tror i virkeligheden, at det var det bedste hold på banen, som vandt i dag. En fair sejr. I de første kampe manglede vi koncentration, tilføjer han.
Grækenland tabte sin åbningskamp til Colombia og spillede senere 0-0 med Japan. Grækerne skulle derfor vinde over Elfenbenskysten for at gå videre i turneringen, mens afrikanerne kunne nøjes med uafgjort.
Landstræneren fokuserer nu på 1/8-finalen mod Costa Rica, som endte på førstepladsen i en svær gruppe med modstanderne Uruguay, Italien og England.
- Costa Rica gik videre fra en gruppe, som blev kaldt dødsgruppen. Det blev anset for at være det svageste hold og endte først i deres gruppe. Det er et tegn på, at det må være et meget stærkt hold, siger Grækenlands landstræner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned