Grage tilfreds med bundplaceringer ved OL

Cathrine Grage har ikke formået at blande sig blandt de bedste i hurtigløb på skøjter ved vinter-OL. Men det har heller aldrig været målet for den danske skøjterløber.

Grage erklærer sig derfor godt tilfreds med en placering som nummer 14 i 5000 meter hurtigløb på skøjter, der havde deltagelse af 16 løbere.

- Jeg gav mit bedste. Teknisk gik det godt, så jeg er ganske godt tilfreds, siger Cathrine Grage, der fik en tid på 7.23,83 minutter.

Det var 32,92 sekunder efter den tjekkiske vinder Martina Sablikova.

- Det var ikke min personligt bedste tid, men det havde jeg heller ikke regnet med, fordi banen er langsommere end andre steder, fortæller danskeren, som er overordnet tilfreds med sine præstationer ved OL.

Catrine Grage blev på OL's tredje dag nummer 27 af 28 deltagere i konkurrencen over 3000 meter.

- Det har været træningen værd at komme herover, fastslår Grage, der også ser perspektiver i sin OL-deltagelse.

- OL-oplevelsen rykker noget for mig, hvis jeg skal til OL eller store mesterskaber igen. Det virker også motiverende, for jeg ved, at jeg kan gøre 3000 meteren bedre, og jeg har mod på at forbedre mig på 5000 meteren, fastslår Grage, der gerne vil med til OL igen om fire år:

- Mit største ønske er at fortsætte med at skøjte og kvalificere mig til Sochi i 2014.

Cathrine Grage ved dog ikke, om det er muligt at fortsætte skøjtesatsningen på grund af økonomi.

/ritzau/

Skøjteløberen Cathrine Grage erklærer sig tilfreds med sit vinter-OL, hvor hun sluttede blandt de sidste i 3000 meter og 5000 meter hurtigløb på skøjter.

Offentliggjort Sidst opdateret