Greg Hancock er ny speedway-verdensmester

Greg Hancock er ny verdensmester i speedway.

Amerikaneren kan ikke længere hentes i den samlede stilling, og 41-årige Hancock kan dermed fejre sin anden verdensmesterskabstitel i karrieren. Den første af slagsen kom i hus tilbage i 1997.

- Det føles ikke alt for skidt, siger Greg Hancock med slet skjult ironi til TV 3+.

- Tak til alle. Det går nok først op for mig om et par minutter, men det er helt fantastisk. Absolut, siger han.

Han overtager titlen fra polske Tomasz Gollob, som ikke var i stand til at forsvare sidste års VM-titel mod den suveræne Hancock.

Finalen i Grand Prix-løbet i Kroatien blev vundet af svenske Andreas Jonsson, som tog sin tredje Grand Prix-sejr i år. Den sejr kom dog til at stå en smule i skyggen af Greg Hancocks VM-triumf.

Andreas Jonsson vandt finalen over netop Greg Hancock samt landsmanden Fredrik Lindgren og britiske Chris Harris.

Danske Kenneth Bjerre fik kvalificeret sig til semifinalen, men opnåede her kun en tredjeplads og kom dermed ikke videre til finalen.

Nicki Pedersen formåede til gengæld slet ikke at komme videre fra de indledende heats.

Den tidligere tredobbelte verdensmester er modsat Kenneth Bjerre ikke med blandt de bedste otte i den samlede stilling og kan derfor endnu ikke vide sig sikker på en plads i næste sæsons VM-serie.

Nicki Pedersen kan dog håbe på et af de fire wildcards, der uddeles.

/ritzau/

Amerikanske Greg Hancock kan ikke længere hentes i den samlede stilling og vinder dermed VM i speedway.

Offentliggjort Sidst opdateret