Greipel prøver at glemme den gule førertrøje
I rækken af kandidater til den gule førertrøje efter 1. etape af Tour de France bliver sprinteren André Greipels navn nævnt som et af de første.
Men den tyske sprinter tør ikke tænke på den prestigefulde førertrøje, som for ham rangerer lige under VM-trøjen.
- Den gule trøje er den næstbedste trøje, man kan vinde i karrieren. Det ville være fantastisk at køre i den. Men jeg prøver at skubbe de tanker til side, og i stedet vil jeg fokusere på at vinde etapen, siger Greipel.
- Jeg føler mig helt klar, og det samme gælder resten af Lotto-holdet.
1. etape er flad fra start til slut, og det vil være en kæmpe overraskelse, hvis den ikke ender i en massespurt.
Afslutningen er imidlertid ikke helt ukompliceret, men Lotto-sprinteren vil ikke afsløre, hvordan hans hold kommer til at gribe det an og i hvor høj grad, holdet vil lade konkurrenten Omega Pharma-Quick Step tage ansvaret.
- Den er teknisk. Man skal tage nogle hurtige og tidlige beslutninger, for det er første dag og alle er friske.
Lottos store mål for Touren er etapesejre til netop Greipel men også en topplacering til Jurgen Van den Broeck.
- Vi går efter at vinde etaper med Andre Greipel og efter det samlede klassement til Jurgen Van den Broeck. Han blev nummer fire sidste år, så vi går efter en tredjeplads i år, siger sportsdirektør Marc Sergeant.
Greipel vandt tre etaper i sidste års Tour de France, og i 2011 vandt han en enkelt - det var hans første etapesejr i det franske løb.
Tour de France starter lørdag på Korsika med den 212 kilometer lange etape fra Porto-Vecchio i syd til Bastia i nord.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde