Greipel vinder endnu en Tour-etape

André Greipel (Lotto-Belisol) har nu snuppet tre etapesejre i årets Tour de France.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er facit, efter at Greipel lørdag vandt 13. etape af det prestigefulde løb. Etapen blev afsluttet med en massespurt, efter at løbets nummer et og to, Sky-rytterne Bradley Wiggins og Chris Froome, bemærkelsesværdigt satte sig i front af feltet til sidst.

Her endte Greipel dog foran Peter Sagan (Liquigas) og den norske Sky-rytter Edvald Boasson Hagen, som måtte se sig slået på målstregen af tyskeren.

Med de tre sejre lægger han sig nu op på siden af slovakiske Sagan, som også er noteret for tre etapesejre i årets Tour.

Rytterne nåede ellers knap at komme på cyklen, før en gruppe med danske Michael Mørkøv gik i udbrud. Mørkøv havde allerede inden etapen lovet, at han ville gå efter sejren på femårsdagens for sin fars død.

Udbrydergruppen fik skabt et hul til feltet på næsten 10 minutter, og da forspringet skrumpede ind, prøvede Mørkøv selv lykken og rykkede fra de seks andre.

Men selvom han fik skabt afstand til både feltet og udbryderne, måtte han på kategori 3-stigningen 30 kilometer før mål opgive sit togt.

På samme stigning på den ellers flade etape forsøgte den forsvarende Tour-vinder, Cadel Evans (BMC), at hente tid på feltets på Bradley Wiggins.

Men trods flere ihærdige forsøg lykkedes det ikke australieren at rykke fra nogen af konkurrenterne, og Wiggins ligger fortsat solidt i front i det samlede klassement.

Mørkøv kom i mål 8,35 minutter efter Greipel, men kan alligevel glæde sig. Danskeren er nemlig med afstand den rytter i feltet, der har siddet i udbrud flest kilometer.

Søndag belønnes han med det røde rygnummer på sin trøje. Det markerer, at Mørkøv dagen forinden var feltets mest angrebsivrige rytter.

/ritzau/