Greve er fortsat dansk mester i badminton for hold. Det står klart efter en hæsblæsende og dramatisk finale i KB-Hallen i København, hvor de forsvarende mestre vandt 4-2 over Team Skælskør Slagelse, der ellers længe lignede en vinder.
Team Skælskør Slagelse fik en fantastisk begyndelse på kampen, der blev afviklet på to baner foran et entusiastisk og meget larmende publikum.
Peter Gade lagde for ved som ventet at vinde første herresingle i to sæt over Jens-Kristian Leth.
Samtidig udspillede der sig en mere lige kamp på den anden kampbane, hvor Team Skælskør Slagelse-duoen Joachim Fischer og Britta Andersen lidt overraskende udmanøvrerede Greves polske konstellation Robert Mateusiak og Nadiezda Zieba i tre sæt.
Herefter tog holdkampen en meget uventet drejning, da All England-mestrene i herredouble, Mathias Boe og Carsten Mogensen, tabte stort i to sæt til Greves landsholdspensionerede Lars Paaske og makkeren Rasmus Mangor.
Den overraskende sejr blev få minutter senere fulgt op af endnu en Greve-gevinst, da Li Wenyan på sin fjerde matchbold vandt 28-26 i tredje sæt over Judith Meulendijks.
Team Skælskør Slagelse-spilleren førte stort i tredje sæt og nåede også at misbruge fire matchbolde.
Foran 25-24 gik Meulendijks jublende i knæ, da Li Wenyan tilsyneladende skød bolden ud af banen, men duellen blev taget om, da linjedommeren ikke kunne se, om bolden var inde eller ude.
Stillingen var nu 2-2 i holdkampen, og damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen sørgede som ventet for endnu en Greve-sejr, da de vandt i to sæt over Helle Nielsen og Mette Poulsen.
Joachim Persson fuldendte Greves fantastiske comeback, da han i anden herresingle vandt i tre sæt over Hans-Kristian Vittinghus.
Joachim Persson, der har været meget plaget af skader, vandt første sæt og førte 11-5 i andet sæt, men smed det væk.
I tredje sæt førte Vittinghus længe, men Joachim Persson viste sin rutine ved at vinde 21-19 og sikre Greve guldet. /ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker