Greve tager en sæson mere

Cecilie Greve har stået fremragende i de seneste kampe. Her snupper hun et skud i hjemmekampen mod Aarhus United. Foto: Claus Hansen

NFH's førstekeeper bliver i målet i næste sæson

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING En af de vigtige brikker på NFH's holdkort for næste sæson er faldet på plads.

Målvogter Cecilie Greve tager en sæson mere.

I de seneste kampe har hun stået fremragende og er en væsentlig årsag til, at NFH har vundet fire ud af de seneste fem kampe. Det tilskriver keeperen, at hun er kommet i topform efter sin graviditet, og at aftalerne med forsvaret er blevet bedre, så det passer til hendes styrker.

- Vi har haft nogle møder på holdet, hvor der er ændret lidt på, hvordan vi gerne vil have skudene, og det har hjulpet mig, siger 30-årige Cecilie Greve, der også erkender, at graviditeten til hendes målvogterkollega, Louise Egestorp, har spillet ind på den måde, at Greve nu ved, at hun er klar førstekeeper.

- Det giver mig en helt anden ro, når jeg ved, at det er mig, der starter inde i hver eneste kamp. Det forbedrer mine præstationer.

Cecilie Greve forlængede i sommer kontrakten med NFH, efter hun kom tilbage fra graviditet. Den var skruet sammen, så begge parter kunne komme ud af den efter denne sæson.

Det har ingen af parterne dog ønsket, og for Cecilie Greve, der har slået sig ned i Maribo sammen med kæresten og sin lille datter, var valget nemt.

Ikke et svært valg

- Det passer perfekt ind i min dagligdag på alle fronter lige nu, så jeg glæder mig bare til at spille videre, siger den tidligere landsholdskeeper, der ikke siger nej, hvis landstræner Jesper Jensen skulle ringe igen, men det regner hun ikke med.

- Der er mange dygtige keepere i Danmark, der er yngre end mig, så det tænker jeg ikke på, siger Greve.

Hendes egen ambition er også i den kommende sæson at komme i slutspillet.

- Nu ved jeg jo ikke helt, hvordan holdet kommer til at se ud, men jeg synes helt klart, at vi skal gå efter at komme i slutspillet.

Cheftræner Jakob Larsen er også tilfreds med at beholde sin førstekeeper mindst en sæson mere.

- Det er jo en vigtig position, og Greve har vist, efter hun er kommet tilbage i topform, at hun stadig er en rigtig dygtig målmand, der betyder meget for holdet. De er svære at finde, så derfor glæder det mig meget, at hun fortsætter, siger Jakob Larsen