Siden Jesper Grønkjær kom til FC København i 2006, har han været den største profil i klubben, og klubbens europæiske ambitioner har ofte være tæt forbundet med den hurtige kantspillers indsats.
Alligevel kom han først på banen i anden halvleg, da FCK onsdag vandt en uhyre tæt og vigtig Champions League-kvalifikationskamp mod Bate Borisov med 3-2.
- Jeg er et stykke væk fra topformen. Jeg er stadig ambitiøs, men jeg har ikke ramt formen, siger Jesper Grønkjær, der i lang tid har været generet af en alvorlig knæskade.
Men Jesper Grønkjærs knæ er ikke årsag til, at han i øjeblikket har svært ved at komme på holdet i FCK.
- Mit knæ fejler intet. Jeg er altid en langsom starter, så formen skal nok komme. Jeg er ikke nervøs, siger Jesper Grønkjær.
Grønkjær var med det danske landshold til VM i Sydafrika, og herefter indstillede han sin landsholdskarriere. Så skal han fortsat spille international fodbold, skal det ske på klubniveau. Derfor glæder han sig også meget over, at FCK med sejren onsdag aften som minimum kvalificerede sig til gruppespillet i Europa League.
- Det er femte år i træk, at klubben kommer i et internationalt gruppespil, og det er fantastisk. Vi vandt over et rigtig godt hold, og vi er ikke vant til at møde et hold, der spiller sådan på vores hjemmebane. Jeg tror, at hviderusserne havde bolden mere end os, og det er meget sjældent, at vi ikke har overtag i boldbesiddelse på hjemmebane, siger Jesper Grønkjær.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker