Grønkjær husker bommert mod Italien: Et mareridt
Det var ligesom en dårlig skrevet novelle.
Sådan husker Jesper Grønkjær sin katastrofale tilbagelægning til Peter Schmeichel i EM-kvalifikationskampen hjemme mod Italien i 1999. Italienerne endte med at vinde kampen 2-1.
Danmark skal igen spille en vigtig kamp - denne gang en VM-kvalifikationskamp - mod Italien fredag aften i Parken. Det er grunden til, at Grønkjær er blevet bedt om at fortælle sin historie en gang mere.
- 1-2 nederlaget gjorde næsten situationen umulig for landsholdet. Næsten som den er i dag for det nuværende hold, siger Grønkjær til DBU's landskampmagasin og tilføjer:
- Og jeg havde min store del af skylden. Nede i omklædningsrummet kan jeg huske, at min eneste tanke var at komme tilbage dertil, hvor jeg gjorde det godt i øjeblikket. Vi skulle spille med Ajax mod PSV ugen efter.
Grønkjær var skiftet til Ajax Amsterdam fra AaB, og han var på tærsklen til at få sit internationale gennembrud.
- Landsholdet stod overfor en udskiftning på nogle pladser i det nye år. Og pludselig stod jeg dér. En ung knægt på 21. Sammen med Peter Schmeichel.
- Han var et ikon, og jeg havde aldrig mødt ham før. Det var en drengedrøm, der blev til virkelighed. Det var det ypperste. Det var min debut. Foran et fyldt stadion. Det højeste niveau, siger Grønkjær.
Med sin første boldberøring i kampen førte kantspillerens fejlaflevering til, at Filippo Inzaghi scorede efter blot 36 sekunders spil.
- Det blev til en dårlig skrevet novelle, lige som om klimaks var skrevet på forhånd. Det skulle bare ikke ske. Mine venner var kørt over til København i bus med et par kasser bajere til at hygge sig med undervejs.
- Og min familie var kørt over i bil. Min mor nåede ikke engang at sætte sig, hun så ikke engang, hvad der skete.
- Hun stod med ryggen til banen og spurgte, om det var det rigtige sæde, hun var ved at sætte sig på, fortæller Grønkjær.
Danmark skal vinde fredagens kamp mod Italien for at bevare en realistisk mulighed for at komme med til VM-slutrunden i Brasilien næste år.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker