Groth rydder luxembourger af bordet i første OL-opgave
Jonathan Groth er klar til anden runde i OL's bordtennisturnering. Foto: Stephanie Lecocq/Reuters
Det danske bordtennishåb havde ikke de store problemer med Luka Mladenovic i første runde ved OL.
Danmarks højest rangerende bordtennisspiller Jonathan Groth lever videre i herresingle ved OL.
Den 31-årige dansker slap fint igennem første runde foran et medlevende publikum i en propfyldt hal i Paris, hvor han besejrede Luka Mladenovic fra Luxembourg med 4-0 i sæt.
Groth måtte slide hårdt for at vinde første sæt, men havde derfra kontrol over kampen mod verdensranglistens nummer 90, som ellers på forhånd var årsag til en del panderynker i den danske lejr.
- Han er den eneste herrespiller ved OL, der spiller med anti-spin-belægning. Vi har været ude at købe hans belægning i en lokal bordtennisbutik, og en assisterende træner har skullet lære at spille lidt med den, siger Jonathan Groth.
- Det blev ikke nogen køn kamp, og det er lidt ærgerligt, fordi jeg har været i så god form de sidste par måneder. Det kom til at handle mest om taktik og at være stærk mental, end det handlede om at være godt spillende, lyder det.
Mladenovic havde chancen for at ryste Groth, da han bragte sig foran 10-8 i første sæt. Men trods fordel af egen serv kunne luxembourgeren ikke udnytte de to sætbolde, og i stedet kunne Groth tage sættet 13-11.
Den missede mulighed tog tilsyneladende pippet fra Mladenovic, som helt tabte tråden i andet sæt. Fra 3-3 vandt Groth otte ud af de næste ni bolde og derefter sættet med 11-4.
Det overstadige publikum gav den mexicanske bølge et par æresrunder i arenaen, men Groth holdt hovedet koldt i spektaklet og vandt tredje sæt 11-9, da Mladenovic slog hans første sætbold ud over bordkanten.
Derfra var det en smal sag at vinde fjerde sæt med 11-5, og så kunne Groth endelig sænke skuldrene.
- Jeg var meganervøs. Det er OL, og så er der flere følelser på spil. Alt det du ofrer i dagligdagen, tager du med ind til kampen. Pludselig spiller du for hele Danmark.
- Du går op ad kæmpestore stjerner som Viktor Axelsen, Caroline Wozniacki og håndboldherrerne og vil gerne vise, at du også godt kan præstere, og at du ikke bare er her som turist, siger Groth.
Hans modstander i næste runde, der svarer til 16.-delsfinalerne, bliver fundet søndag i opgøret mellem Jang Woo-jin fra Sydkorea og puertoricaneren Daniel Gonzalez.
Mandag skal Danmarks anden deltager i herresingle i aktion. Anders Lind kommer på en svær opgave mod portugiseren Marcos Freitas, der er nummer 17 på verdensranglisten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned