Groth spiller sig videre ved OL trods små bump på vejen
Jonathan Groth er klar til tredje runde ved OL i Japan. Ved OL i 2016 i Rio de Janeiro nåede han også tredje runde. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jonathan Groth ramte ikke topniveauet hele vejen i sin første kamp i Tokyo, men det var nok til avancement.
Den danske bordtennisspiller Jonathan Groth er klar til tredje runde i herresingle ved OL i Tokyo.
Den 22.-seedede dansker sad over i første runde, og trods lidt udfald undervejs spillede han sig i tredje runde med en sejr på 12-10, 12-10, 11-4, 3-11 og 12-10 over ungarske Bence Majoros, der rangerer som nummer 61 i verden.
Groth selv er nummer 31 på verdensranglisten.
I næste runde tirsdag møder 28-årige Groth 14.-seedede Simon Gauzy fra Frankrig. Han har siddet over i de to første runder og træder først ind i tredje runde.
Danskeren kom skidt fra land i første sæt mod Majoros, var bagud stort set hele vejen, og alt pegede i retning af ungarsk sætsejr.
Groth leverede dog et stort comeback. Han overlevede flere sætbolde, kom på 10-10 og lukkede sættet med to hurtige point.
Det gav medvind ind til andet sæt, hvor danskeren straks trak fra - dog kun for at misse fire sætbolde. Igen viste han sig dog stærkest ved 10-10 og tog igen sættet med to hurtige point i omboldene.
Tredje sæt gik let til danskeren, der til gengæld slet ikke ramte noget i fjerde sæt, som ungareren fik lov at sætte på tavlen.
Groth var foran 6-1 i femte sæt, og det lignede afgørelsen, men han gik i stå. Køligheden i de afgørende situationer havde han dog stadig. På sin anden matchbold lukkede han kampen med sætsejr på 12-10.
Ved OL i Rio i 2016 røg Jonathan Groth ud i tredje runde.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker