Gruskongen Nadal hævner sig mod Söderling

Der er ingen over og ingen ved siden af Rafael Nadal på det røde grus på tennisanlægget Roland Garros i Paris.

Spanieren tog søndag sin femte French Open-titel på seks år, da han nedkæmpede svenske Robin Söderling i tre sæt med 6-4, 6-2, 6-4.

Sejren gav kærkommen revanche til Nadal, der netop tabte til Söderling i ottendelsfinalen sidste år - i øvrigt mallorcinerens eneste nederlag nogensinde ved French Open, hvor hans statistik nu lyder på imponerende 38 sejre og altså blot ét nederlag i seks år.

Denne gang var Söderling dog ikke i nærheden af at kunne besejre den spanske slagmaskine.

Svenskeren spillede aggressivt og chancebetonet og afværgede trods mange uprovokerede fejl tappert to sætbolde, inden Nadal tog første sæt.

Servekanonen Söderling havde herefter problemer med at holde sin egen serv, og det blev udslagsgivende.

Nadal havde ingen problemer med at vinde sine servepartier og afgjorde derfor nemt andet og tredje sæt til egen fordel, og så var finalen overstået efter to timer og et kvarters spil.

Ud over en pokal og en præmiecheck på godt 1,1 millioner euro (cirka 8,3 millioner kroner) kan Nadal også glæde sig over, at han fra og med mandag igen kan kalde sig verdens bedste tennisspiller.

Resultaterne i Paris betyder nemlig, at han overhaler schweizeren Roger Federer og vender tilbage til førstepladsen på verdensranglisten efter et års fravær.

/ritzau/

Rafael Nadal vandt mændenes French Open i tennis i overlegen stil, da han besejrede svenske Robin Söderling i tre sæt. Det var hans femte titel i Paris.

Offentliggjort Sidst opdateret