Guardiola afviser City-rygte: Jeg bliver i München
Pep Guardiola, mandag på Allianz Arena i München. Foto: Matthias Schrader/AP/POLFOTO
Matthias Schrader/AP/POLFOTO
Flere medier har spekuleret i, at Josep Guardiola allerede har lavet en mundtlig aftale med Manchester City.
Josep Guardiola afviser, at han er aktuel som manager i Manchester City. Spanieren forsikrer, at han bliver i Bayern München mindst et år mere.
Det siger Guardiola før tirsdagens returkamp i semifinalen i Champions League mod FC Barcelona, som vandt den første kamp med hele 3-0.
- Jeg har sagt det 200 millioner gange. Jeg har en kontrakt med Bayern München, som løber i yderligere et år, og jeg agter at fuldføre min kontrakt i denne klub, siger Guardiola.
Der har den seneste tid været vedvarende rygter i engelske medier om, at Bayern München-træneren skulle være på vej til at afløse udskældte Manuel Pellegrini hos Manchester City, men det bliver afvist.
- Jeg kommer til at være i München og træne dette hold også næste sæson. Mere er der ikke at sige om den sag, siger Guardiola mandag.
Han førte sidste år Bayern München til både tysk mesterskab og pokaltitel, og holdet har også vundet mesterskabet i denne sæson.
Men 44-årige Guardiola har fortsat til gode at sikre Bayern-holdet en europæisk titel. Det var det, han blev ansat for at præstere.
Spanieren blev også spurgt, om han har ambitioner om at blive verdens bedste træner.
- Jeg er her ikke for at være den bedste træner i verden. Det er ligegyldigt. Jeg er glad for at være her, fordi jeg ønsker at hjælpe klubben og mine spillere.
- Jeg gjorde mit bedste i Barcelona og også her. For nogle folk er det nok, men ikke for andre. Jeg er tilfreds, når forholdet til spillerne er godt.
- Jeg har vundet alt, men titler er ikke så vigtige for mig. Jeg havde exceptionelle spillere i Barcelona, og det samme er tilfældet i Bayern. Jeg kan kun hjælpe, spillerne er nøglen til succes, lyder det fra Guardiola.
Kampen mellem Bayern München og Barcelona spilles tirsdag klokken 20.45.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet