Guardiola inden PL-skæbnekamp: Jeg er ikke nervøs
Josep Guardiolas Manchester City-mandskab topper tabellen i Premier League med 95 point, inden den sidste spillerunde søndag. Liverpool har 94 point på andenpladsen. Foto: Phil Noble/Reuters
Phil Noble/Reuters
Ét point adskiller Manchester City og Liverpool i Premier League, inden sidste spillerunde spilles søndag.
Både i Liverpool og Manchester forbereder fodboldfansene sig på guldfest. Søndag bliver det nemlig afgjort, om det er Manchester City eller Liverpool, der vinder Premier League i denne sæson.
Et enkelt point skiller de to hold i tabellen inden søndagens sidste spillerunde, og det er City, der sidder med de bedste kort på hånden.
Således kan Josep Guardiolas mandskab selv afgøre tingene med en sejr ude mod Brighton.
Og derfor er City-manageren heller ikke nervøs før kampen.
- Ingen nerver overhovedet. Jeg var nervøs, før den kamp hvor vi mødte Liverpool hjemme, da vi var syv point efter, og hvis vi tabte, ville vi være ti point efter med fire måneder tilbage af sæsonen.
- Dengang tænkte jeg, at hvis vi tabte, ville det blive nogle svære måneder. Nu er jeg slet ikke nervøs. Jeg sover som en lille dreng om natten.
- Før kampen vil jeg sige til spillerne, at de skal gå ud og spille, som de har gjort i de seneste to sæsoner. De skal være dem selv, og lige meget hvad der sker, er det fantastisk, hvad de har opnået, siger Guardiola ifølge nyhedsbureauet AFP.
I Liverpool-lejren skal holdet på hjemmebane slå Wolverhampton og samtidig håbe på City-pointtab i Brighton.
Liverpool-anfører Jordan Henderson indrømmer, at holdet har brug for et mirakel, hvis det skal tage mesterskabet.
Men tirsdag viste Liverpool også, at miraklernes tid ikke er forbi, da holdet fik vendt et 0-3-nederlag mod Barcelona i Champions League til en samlet 4-3-sejr og en finalebillet.
- City er et godt hold, men det er vi også. Vi har givet dem kamp til stregen. Uanset, hvem der vinder, vil holdet fortjene det. Vi kunne ikke have gjort mere, siger Henderson ifølge AFP.
Uanset, om det bliver City eller Liverpool, der ender som nummer to i tabellen, når sæsonen er ovre, vil det være første gang i Premier Leagues historie, at andenpladsen slutter med så mange point.
City har 95 point inden kampene, mens Liverpool har 94.
Den sidste spillerunde i England fløjtes i gang klokken 16 dansk tid.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet