Guardiola kalder sejr over FCK for vital

FC Barcelona-træner Josep Guardiola kalder onsdagens møde med FC København i Champions League for en af de vigtigste kampe hidtil i sæsonen.

Og Guardiola afviser alle muligheder for, at de spanske giganter vil undervurdere modstanden fra Danmark.

- Det er en vital kamp for os. Vi har godt nok stadig 12 point at spille om, men er godt resultat vil hjælpe os meget, fastslår Guardiola.

- Det er en meget vigtig kamp, og vi får brug for tilskuerne, for hvis vi vinder, så er vi med i ottendedelsfinalerne til februar, forklarer træneren, selv om en sejr ikke er nok til at sikre spanierne adgang til næste års knockout fase.

På sit pressemøde afslører Guardiola, at han endnu ikke har snakket meget om FCK til sine stjerner. Men det kommer til at ske. For Guardiola ved, at et danske hold per automatik vil blive undervurderet i Spanien.

- Det vil være en fejl, og det vil være farligt. FCK har ikke tabt i deres hjemlige liga, og de har seks point i Champions League, så det er tydeligt, at de godt kan spille fodbold.

- Vi skal være hurtige og være opmærksomme på deres stærke angribere. Derudover skal vi være på vagt i forbindelse med frispark og hjørnespark, fortæller Barcelona-træneren, der mener, at københavnerne spillet meget svensk.

- De er meget vel organiserede og stærke nede bagved. Oppe foran har de N'Doye, siger Guardiola, som åbenbart har nærstuderet gæsternes senegalesiske angriber, Dame N'Doye.

Ligesom stjerneangriberen Lionel Messi, så mener Josep Guardiola ikke, at FC Københavns førsteplads i gruppe D er nogen overraskelse.

- Fodbold er ikke sådan indrettet, at bare fordi man er stor, så vinder man, og fordi man er lille, så taber man. Der er en årsag til, at de spiller i Champions League, og når jeg ser dem, så gør de mange ting rigtigt, forklarer Guardiola.

Succestræneren mener, at det er taktik, når hans FCK-kollega Ståle Solbakken har sagt, at danskernes vinderchance på Camp Nou skal måles i promiller.

- Selvfølgelig er det taktik. Jeg sætter pris på, hvad vores rivaler siger, for de siger det på grund af vores mange sejre. Men de bruger det som taktik, mener Guardiola.

Trods Solbakkens taktiske manøvre, så modtager nordmanden ros for sit arbejde i København:

- Han har gjort det meget godt. Jeg dømmer trænere efter deres hold, og derfor ved jeg, at han gør sit job godt.

/ritzau/

FC København bliver en af sæsonens vigtigste kampe for FC Barcelona. Den gælder en plads i Champions Leagues ottendedelsfinaler, mener træner Josep Guardiola.

Offentliggjort Sidst opdateret