Guardiola: Titelduel varer nok ved til sidste fløjt
Pep Guardiola (t.v.) tror, at titelstriden med Liverpool og Jürgen Klopp (t.h.) varer ved til sidste spilledag. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Med uafgjort mod Liverpool forpassede vi en mulighed, siger Manchester Citys manager.
Manchester Citys manager, Pep Guardiola, forventer, at duellen med Liverpool om at vinde Premier League først bliver afgjort på sæsonens sidste spilledag i maj.
Det siger han, efter at de to hold søndag delte point i en underholdende kamp med to mål til hver.
- Begge hold har syv kampe tilbage, som man skal vinde. Ellers vil det hele være slut, siger Guardiola.
Samtidig ærgrer han sig over, at det forsvarende mesterhold ikke fik fuldt udbytte af søndagens topopgør.
To gange kæmpede Liverpool sig tilbage og fik udlignet. Dermed har Manchester City stadig kun et forspring på et enkelt point.
- Jeg havde en fornemmelse af, at med det her resultat forpassede vi en mulighed. Men det, der skete, betyder ikke noget. Titelkampen er ikke forbi. Jeg ville sige det samme i tilfælde af et nederlag eller sejr, siger Guardiola.
Liverpools manager, Jürgen Klopp, er tilfreds med udfaldet og især kampens kvalitet.
- Det var en fantastisk kamp, og et resultat vi må og kan leve med. Intensiteten var vanvittig. Det var to sværvægtere, som hamrede løs på hinanden, siger han.
Liverpools anfører, Jordan Henderson, stiller sig også tilfreds med det ene point.
- Der er plusser og minusser, men vi er stadig med i titelkampen. Manchester City smider ikke mange point, men vi skal koncentrere os om os selv. Hvis de fejler, skal vi slå til, siger Henderson og tilføjer:
- Vi kører på lige til det sidste.
Liverpool kan med en sejr i næste kamp 19. april mod Manchester United stryge til tops i Premier League. Det skyldes, at Manchester Citys kamp mod Brighton spilles dagen efter.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde