Gudmundsson forbavset over Ungarn: Meget overraskende
Gudmundur Gudmundsson og assistenten Henrik Kronborg skal finde på en slagplan mod Ungarn. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Ungarn voldte stort besvær i Bygma Cup og er ingen ønskemodstander i første knockoutkamp ved VM.
Håndboldlandsholdet besejrede Qatar 32-29 i den sidste gruppekamp, men blikket er allerede rettet mod søndagens ottendedelsfinale i Albertville.
Og overraskelsen er stor i den danske VM-lejr, efter at det står klart, at Ungarn bliver modstanderen i den første knockoutkamp.
Inden fredagens kampe lignede det ellers enten Chile eller Hviderusland, men nu ender det altså med at blive ungarerne, og det er bestemt ikke, hvad danskerne foretrækker.
- Jeg er meget overrasket, for Ungarn har et virkelig godt hold. Men det var en svær pulje, hvor der er sket uventede ting, siger landstræner Gudmundur Gudmundsson.
Det er kun godt to uger siden, de to hold senest stod overfor hinanden i træningsturneringen Bygma Cup i Danmark.
Her havde danskerne stort besvær med det stærke ungarske forsvar, men endte med at vinde med 24-21.
- Vi har lært meget af kampen og håber, at vi kan bruge noget af det. Vi kommer til at analysere dem, så godt som muligt, og så skal vi træne i morgen, siger Gudmundsson.
Stregspilleren Jesper Nøddesbo har svært ved at forstå, hvordan det ungarske hold havnede på fjerdepladsen i gruppe C.
- Det overrasker mig, at de ligger der, hvor de gør. Vi havde utrolig svært ved at spille mod dem i Bygma Cup.
- Bekymret er et stort ord, men det er en modstander, jeg har respekt for, siger Jesper Nøddesbo.
Ottendedelsfinalen er programsat til søndag klokken 16.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker