Gudmundsson overtager trænerpost i Fredericia
Gudmundur Gudmundsson blev mandag fyret som træner i Melsungen. Efter denne sæson vender han tilbage til dansk klubhåndbold. (Arkivfoto) Foto: Swen Pfartner/Ritzau Scanpix
Swen Pfartner/Ritzau Scanpix
Den tidligere danske landstræner Gudmundur Gudmundsson vender tilbage til dansk håndbold fra næste sommer.
Gudmundur Gudmundsson skal ikke gå arbejdsløs længe efter mandagens fyring i den tyske klub Melsungen.
Den tidligere danske landstræner skal være cheftræner for Fredericias håndboldherrer efter denne sæson. 60-årige Gudmundsson har fået en treårig kontrakt.
Det bekræfter Fredericia-direktør Thomas Renneberg-Larsen på klubbens hjemmeside.
- Det er med stolthed, at vi kan præsentere Gudmundur som ny cheftræner i Fredericia Håndboldklub for de kommende tre år.
- Vi har igennem de seneste måneder arbejdet intens på at finde den rette træner til Fredericia, som kan bygge videre på det gode fundament som Jesper Houmark har skabt, siger Thomas Renneberg-Larsen.
Tidligere mandag oplyste Fredericia Håndboldklub, at cheftræner Jesper Houmark, stopper i sit nuværende job til sommer, men fortsætter i en ny rolle.
Jesper Houmark blev ansat i Fredericia i 2016, da holdet rykkede op i 1. division.
- Det er Jespers eget valg at stoppe som cheftræner, hvilket vi er meget kede af, men vi har også en forståelse for, at Jesper ikke vil være fuldtidstræner, da hans civile job også har stor betydning for ham.
- Derfor glæder vi os over, at han fortsætter arbejdet i klubben og fremover vil komme til at arbejde tæt sammen med den nye cheftræner, siger Thomas Renneberg-Larsen.
Dermed skal han arbejde sammen med Gudmundsson fra næste sæson.
- Forhåbentlig kan jeg aflevere Fredericia som slutspilshold. Så synes jeg, at det er et godt tidspunkt at give stafetten videre, og Fredericia kan rejse videre mod top-4, siger Jesper Houmark.
Det gælder i denne sæson om at komme med i slutspillet i den bedste danske række.
- Jeg har været utrolig glad for at stå i spidsen for Fredericia og glæder mig til at fortsætte i en anden rolle i Fredericia, som ikke er helt defineret endnu, men jeg kommer til at arbejde tæt sammen med den nye cheftræner.
- Men der er først et arbejde, som skal gøres færdigt i denne sæson, og jeg har alt mit fokus på at indfri vores målsætning med at komme i slutspillet, siger Jesper Houmark.
Gudmundsson kalder det et spændende projekt at blive træner i Fredericia.
- Det med at bygge holdet op har jeg prøvet tidligere i Rhein-Neckar Löwen, hvor jeg i løbet af tre sæsoner endte som nummer to og tre i Bundesligaen, vandt EHF Cuppen og kvalificerede klubben til Champions League.
- Jeg trives med langsigtede projekter, hvor jeg er med til at bygge holdet op og finde unge talenter til holdet.
- Jeg synes, at den danske herreliga bliver bedre og bedre hvert år. Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde og bo i Danmark, og jeg glæder mig meget til at komme tilbage, siger Gudmundsson.
Seneste artikler
Inviterer alle til genåbning af smadret havn
Drømmere og branche-folk tager til ø: Naturcamping til salg
Færre tog mellem Falster og Sjælland i mindst en uge
Nu er broklapperne klar til sejlerne
Forsøgte at aflive hængebugsvin med haglgevær
Mest læste artikler
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Lang kø til åbning af butik
Campingplads ved vandet til salg
Her er dommen