Gudmundsson vælger de velkendte ansigter til VM-truppen

De fleste spillere, som var med til at vinde OL-guld i Rio, er også med i den trup, som skal forsøge at hente Danmarks første VM-guld i Frankrig. Foto: Polfoto/Khan Tariq Mikkel

Den danske trup til VM i herrehåndbold er nu komplet, efter at Gudmundur Gudmundsson har valgt de 16 spillere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Målvogter Kevin Møller, stregspiller Simon Hald Jensen, og højreback Niclas Kirkeløkke måtte mandag se VM i herrehåndbold i Frankrig fordufte, da de tre spillere blev sorteret fra den danske landsholdstrup.

Det meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse mandag.

Baggrunden er, at landstræner Gudmundur Gudmundsson maksimalt må tage 16 spillere med til VM, og derfor skulle der barberes i truppen på 19 mand i forhold til søndagens sejr over Island ved Bygma Cup.

GOG-spilleren Niclas Kirkeløkke tages dog med til Frankrig som reserve, og han kan deltage i holdets træninger.

- Niclas er meget tæt på truppen, og vi tager ham med, så vi kan bruge ham i træningerne. Så han er helt klar til at blive skiftet ind, hvis det bliver aktuelt, lyder det fra Gudmundsson i en pressemeddelelse fra DHF.

Den unge Kirkeløkke var spået at være en af dem, der hang i en tynd VM-tråd, og han lader da heller ikke til at være skuffet over reserverollen.

- Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse. Jeg ved ikke, om jeg får spilletid dernede, men jeg kan forhåbentlig lære en masse og i højere grad blive en del af fællesskabet, siger Niclas Kirkeløkke.

Ved Bygma Cup fik Danmark en fornem afslutning på forberedelsen til VM, da Island i Aarhus blev besejret 34-26 i en underholdende VM-generalprøve, hvor Danmark diskede op med både spilleglæde og fantasi.

Efter succesen med OL-guld jagter det danske landshold medaljer ved VM, hvor Danmark lægger ud mod Argentina i Paris fredag.

Danmark er i gruppe D, som ud over Danmark og Argentina tæller Bahrain, Egypten, Qatar og Sverige.

Der er mulighed for at lave to udskiftninger i truppen under VM.

Den danske VM-trup ser således ud:

Målmænd: Niklas Landin, Jannick Green.

Fløjspillere: Lasse Svan Hansen, Hans Lindberg, Casper U. Mortensen og Magnus Landin.

Stregspillere: Henrik Toft Hansen, Jesper Nøddesbo, René Toft Hansen.

Bagspillere: Mikkel Hansen, Lasse Andersson, Michael Damgaard, Henrik Møllgaard, Kasper Søndergaard, Morten Olsen, Mads Mensah Larsen.

Reserve: Niclas Kirkeløkke.