Guerrero takker schweizisk domstol efter VM-godkendelse
Det skabte glæde i Peru, da en schweizisk domstol torsdag midlertidigt ophævede Paolo Guerreros dopingkarantæne, så han kan deltage ved VM i fodbold. Foto: Janine Costa/Reuters
Janine Costa/Reuters
Den dopingdømte spiller ser frem til at udrette store ting med Peru, efter at han har fået lov til at spille.
Paolo Guerrero er taknemmelig for, at han får lov til at spille VM i fodbold, selv om han er idømt en dopingkarantæne.
Perus anfører fik torsdag grønt lys til at spille VM af den schweiziske højesteret, selv om Den Internationale Sportsdomstol (CAS) i maj idømte ham 14 måneders karantæne.
- Denne beslutning yder mig retfærdighed, i hvert fald delvist, så jeg takker retten i Schweiz, skriver Paolo Guerrero til sine 3,7 millioner følgere på Facebook.
Offensivspilleren fra brasilianske Flamengo, der suspenderede ham efter dopingkarantænen, ser nu frem mod VM, hvor Peru 16. juni møder Danmark i holdets første kamp.
- Sammen med mine holdkammerater vil jeg yde alt, hvad jeg kan, for at give mit land stor glæde.
- Der er ingen grænser, der er ingen umulige drømme, for når vi peruanere forenes, er der ingen grænser, skriver Paolo Guerrero.
Den tidligere Bayern München- og HSV-spiller blev i efteråret sidste år testet positiv for et stof, der findes i cocablade. Han indtog stoffet, da han drak en kop te.
Paolo Guerrero blev først idømt et års karantæne af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
En appelinstans i Fifa halverede senere karantænen, hvilket ville have gjort det muligt for ham at deltage ved VM.
Den Internationale Sportsdomstol (CAS) forhøjede dog karantænen igen til 14 måneder i maj efter endnu en appelsag.
Det fik Det Peruanske Fodboldforbund til at appellere CAS-kendelsen til domstolen i Schweiz, hvor CAS har hjemme.
Peru er i gruppe med Frankrig, Danmark og Australien ved VM.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet