Guld og sølv til Kasper Bleibach

Kajakroeren Kasper Bleibach fra Maribo Kajakklub gentog kunststykket fra sidste år ved at vinde både guld og sølv ved de danske mesterskaber i ergometerkajak i Rødovre-Centret.

Sidste år blev Kasper Bleibach dansk mester på 200 meter og sølvvinder på kongedisciplinen 1000 meter, men i år var Bleibach hurtigst af alle på 1000 meter, mens han på 200 meter akkurat blev overgået af Jimmy Bøjesen fra Struer.
- Jeg gav maskinen for et for voldsomt hug i starten, og derfor kom jeg bagud fra start, men fik roet mig op, så jeg er ganske godt tilfreds med andenpladsen på 200 meter, sagde Kasper Bleibach efter sprintløbet, som han roede i 37,63 sekunder, mens Jimmy Bøjesen roede på 37,49. 

På 1000 meter fik Kasper Bleibach også et lidt skidt udlæg, men allerede efter godt 100 meter var han i spids og forblev der resten af løbet.

Men OL-sølvvinderen fra 1000 meter toerkajak i Biejing for halvandet år siden, Kim Wraae Knudsen fra Amager, var ikke langt efter. Blot tre tiendedele sekund var der mellem Kasper Bleibach og Kim Wraae. Bleibachs vindertid lød på 3.46,37 minutter.

Bleibachs klubkammerat René Poulsen blev nummer tre på 1000 meter i 3.53,12 minutter.

Foto: DRESLING JENS

Maribo-kajakroer gentog kunststykket fra sidste års DM i ergometerkajak.

Offentliggjort Sidst opdateret