Ambitionsniveauet fejler som sædvanlig intet hos dansk ronings flagskib, letvægtsfireren, som fra på søndag i Bled i Slovenien indleder jagten på VM-guld.
- Vi tror fuldt og fast på, at vi er den hurtigste båd lige nu, og det er det, vi skal vise her til VM, siger den tredobbelte OL-guldvinder Eskild Ebbesen.
Båden med tilnavnet Guldfireren har vundet guld ved de seneste to OL, men i VM-regi ligger det seneste danske guld tilbage til 2003.
Der er heller ingen garanti for dansk guld ved årets VM, for konkurrencen i letvægtsfireren er så hård, at otte-ni lande vil kunne blande sig i kampen om medaljer, vurderer Eskild Ebbesen.
- Det er så tæt, at det er svært at spå om på forhånd, siger den 39-årige roer.
Guldfireren skal på søndag ro indledende heat ved VM i Bled, mens A-finalen bliver roet fem dage senere.
Båden, som foruden Eskild Ebbesen tæller Morten Jørgensen, Kasper Jørgensen og Jacob Barsøe, har de seneste uger været på træningslejr i Østrig.
- Det er gået, som vi havde håbet på, og jeg synes helt klart, at vi har fået lidt ekstra fart i båden i forhold til tidligere på sæsonen. Det skal vi helst have her op mod VM, hvor folk satser allermest, siger Eskild Ebbesen.
Selvom den erfarne roer allerede har vundet seks VM-guldmedaljer, så er han meget opsat på at få et godt afsæt til næste års OL i London.
- Vi har kæmpet i hele sæsonen for at toppe her. Selvfølgelig er OL større, men det er det her, der tæller lige nu. Det er det, vi har ligget i træningslejr for.
- Vi går efter at vinde. Det er et pejlemærke på, om vi er på rette kurs, siger Eskild Ebbesen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker