Guldtræner kritiserer chancespild: Vi fik som fortjent
Første landskamp efter VM-triumfen blev en nedtur for Nikolaj Jacobsen og det danske landshold, der tabte i Montenegro. Foto: Savo Prelevic/Ritzau Scanpix
Savo Prelevic/Ritzau Scanpix
For mange afbrændere og for dårligt forsvarsspil kostede dyrt i Montenegro, fastslår Nikolaj Jacobsen.
En stribe misbrugte målchancer hævnede sig for det danske herrelandshold i håndbold, der onsdag aften tabte 31-32 på udebane til Montenegro.
Landstræner Nikolaj Jacobsen hæfter sig særligt ved sit holds scoringsproblemer, der var et gennemgående træk i den første landskamp efter VM-triumfen i januar.
- Vi lavede 31 mål, og jeg synes, at vi brændte alt, alt for meget og fik ikke scoret på vores chancer. Når man ikke er mere effektiv i begge ender, får man som fortjent, og så taber vi også i dag, siger landstræneren til TV2 Sport.
Hans spillere kom fra kampens start i modvind i en hal med et fanatisk hjemmepublikum, der gav Montenegro-spillerne et løft.
Hjemmeholdet var foran i det meste af kampen, og hver gang Danmark så ud til at have tilkæmpet sig et overtag, mistede holdet grebet igen.
Ud over de mange afbrændere på Montenegro-målmand Nebojsa Simic er landstræneren også utilfreds med sit holds forsvarsspil.
- Vi vidste godt, at de kan spille god håndbold og lave en fantastisk stemning. Jeg synes ikke, at vi leverede på det niveau, vi kan. Defensivt dækkede vi ikke ret godt i 6-0 og havde for få redninger, siger Nikolaj Jacobsen.
Danmark er trods nederlaget fortsat nummer et i EM-kvalifikationsgruppen, hvor Ukraine og Færøerne er de to øvrige hold.
Danskerne får mulighed for revanche over Montenegro allerede på lørdag, når holdene tørner sammen i København.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned