Guldvinder og badmintonspiller bærer fanen ved PL-afslutning
Alexander Hillhouse vandt guld i sin PL-debut. Nu skal han bære den danske fane. Foto: Andrew Couldridge/Reuters
Alexander Hillhouse og Cathrine Rosengren får æren af at bære dannebrog ved PL's afslutningsceremoni.
Svømmeren Alexander Hillhouse og badmintonspilleren Cathrine Rosengren skal bære den danske fane, når der søndag aften er afslutningsceremoni ved de paralympiske lege.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
Hillhouse lagde fundamentet til den storslåede danske indsats ved at vinde guld i 100 meter butterfly. Det er dog ikke den eneste grund til, at han er valgt, fortæller chef de mission Nicklas Bjaaland.
- Vi har valgt Alexander, fordi han har leveret en helt utrolig præstation hernede som debutant. Det han har formået rent sportsligt med flere personlige bedste tider og en guldmedalje. Det er helt, helt vildt.
- Derudover har Alexander også bare vist sig som en utroligt god holdkammerat og har bakket op om alle andre og bekymret sig om alle andre. Han har vist et enormt overskud. Derfor er han fanebærer, forklarer Nicklas Bjaaland.
Det blev i alt til ti danske medaljer ved legene, hvor målsætningen lød på otte. Lørdag rundede cykelrytteren Emma Lund den danske medaljehøst af ved at vinde guld i linjeløb.
Cathrine Rosengren kunne også dufte en medalje i badminton, men tabte sin bronzekamp til indiske Manisha Ramadass.
- Cathrine var også med i Tokyo, hvor det ikke helt gik, som hun havde håbet på. Hun har siden da kæmpet benhårdt og virkelig løftet sit niveau vildt meget.
- Derudover er hun også engageret i det internationale parabadmintonforbund, hvor hun sidder i atletkomitéen. Hun er en stor rollemodel for mange andre og tjener som inspiration for andre paraatleter, siger Nicklas Bjaaland.
Afslutningsceremonien afholdes på Stade de France klokken 20.30.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned