Daniel Agger og holdkammeraterne i Liverpool kan have spillet deres sidste kamp under klubbens spanske træner, Rafael Benitez.
Flere engelske pressekilder, herunder The Times og BBC, mener i hvert fald at vide, at klubben har tilbudt spanieren tre millioner pund (knap 27 millioner kroner) for at opløse den kontrakt, der udløber om fire år.
Det er langt under det beløb på 16 millioner pund, som Benitez ifølge de engelske medier har krav på i fratrædelsesgodtgørelse.
Men klubben skylder angiveligt 351 millioner pund væk, og derfor har man dårligt råd til at bruge en formue på at skille sig af med sin træner.
De manglende penge er måske også årsagen til, at det kan ende med en billig skilsmisse for Liverpool.
Efter en kikset sæson, hvor holdet røg tidligt ud af Champions League og kun blev nummer syv i Premier League, har Rafael Benitez vurderet, at der skal bruges 50 millioner pund for at stille et slagkraftigt hold på benene næste sæson.
De penge har Liverpool slet ikke, og derfor kan afskeden falde let for Benitez, der nævnes som en mulig afløser for José Mourinho i italienske Inter.
Benitez holder for tiden ferie og har ikke kommenteret historien om det gyldne håndtryk.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned