Haaland bomber videre i norsk Nations League-sejr

Erling Haaland spillede mandag sin blot fjerde landskamp. Foto: Lorraine O'' Sullivan/Reuters

Angrebskometen scorede for anden landskamp i træk, da Norge mandag slog Nordirland i Nations League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Erling Haaland kan også score mål på stribe for Norge.

Efter at have lavet det ene mål efter det andet for Borussia Dortmund siden sit skifte til klubben i januar, kom den norske komet fredag for første gang på måltavlen for Norge i sin blot tredje optræden for nationalmandskabet.

Mandag var Haaland så på pletten igen. To gange sågar, da Norge i Nations League slog Nordirland med hele 5-1.

Efter en begivenhedsrig indledning halvflugtede Dortmund-angriberen bolden i mål til 2-1 efter kun cirka seks minutter. Ligesom i fredags blev Alexander Sørloth noteret for en assist på Haalands scoring.

På sin vej fra den tidligere FC Midtjylland-angribers hoved til Haalands fod ramte bolden dog en nordirer, der dermed endte med at få en uheldig birolle.

Sørloth var selv i målscorerens rolle, da han efter små 20 minutter gjorde det til 3-1.

Erling Haaland og Alexander Sørloth fortsatte det gode samarbejde ved 4-1-målet. Denne gang var Haaland oplægger til Sørloths scoring.

Men Dortmund-spilleren var ikke færdig. Han fik en stikning i dybden og bankede bolden op i hjørnet til slutresultatet 5-1 efter en times spil.

Norges kamp mod Nordirland blev spillet på Nations Leagues næsthøjeste niveau, B. På niveau A blev der mandag spillet to kampe.

Bosnien-Hercegovina tabte hjemme 1-2 til Polen, mens Italien tog en 1-0-sejr ude mod Holland.

Danmark skal forsøge at rejse sig efter lørdagens nederlag til Belgien, når England tirsdag kommer på besøg i Parken.