Haaland holder liv i Dortmunds titeldrøm med sen scoring
Raphael Guerreiro (til højre) nåede at fejre sin scoring i anden halvleg, før den blev underkendt for arm på bolden. Foto: Leon Kuegeler/Reuters
Leon Kuegeler/Reuters
Dortmund var snublende tæt på at tabe point i Düsseldorf, inden Erling Haaland slog til dybt i overtiden.
Det norske stortalent Erling Haaland reddede lørdag Dortmund fra et skuffende pointtab, da han dybt i overtiden scorede til 1-0 i en snæver sejr over Düsseldorf i den bedste tyske fodboldrække.
Sejren betyder, at Dortmund har 66 point på andenpladsen, mens Bayern München har 70 point på førstepladsen. Senere lørdag har Bayern chancen for at udbygge føringen forud for de sidste tre spillerunder.
Düsseldorf ligger fortsat tredjesidst på 16.-pladsen i Bundesligaen.
Dortmund var lørdag uden den danske midtbanespiller Thomas Delaney, der sad over med en muskelskade. Det oplyste klubben kort før opgøret.
I stedet udgjorde Emre Can og Axel Witsel midtbaneduoen.
Julian Brandt indtog rollen som angriber, mens Erling Haaland, der har været skadet de seneste to kampe, tog plads på bænken.
Det var dog Dortmunds wingback Achraf Hakimi, der efter godt et kvarters spil fik kampens første store chance.
Den 21-årige marokkaner blev på en omstilling spillet helt fri, men han formåede ikke at bevare køligheden. I stedet endte han med at sende en svag afslutning lige på den fremstormende Düsseldorf-målmand.
I anden halvleg lykkedes det for Dortmunds Raphael Guerreiro at flugte bolden i kassen, efter at indskiftede Haaland havde fået sit skud blokeret.
Scoringen blev dog efterfølgende underkendt, da videooptagelser viste, at den 26-årige portugiser ramte bolden med armen i situationen.
Mod slutningen af kampen var Düsseldorf tæt på at tage en overraskende føring, da en afslutning gik forbi målmand Roman Bürki og ramte stolpen.
I stedet var det til allersidst den norske målmaskine Haaland, der efter 95 minutters spil kom højest i Düsseldorfs felt.
Han headede bolden ind til en sen pligtsejr for Dortmund, der dermed holder liv i sine mesterskabsdrømme.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker