Haaland og Dortmund forlænger Bo Svenssons tunge stime
Det er over en måned siden, Mainz sidst vandt i Bundesligaen. Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix
Ina Fassbender/Ritzau Scanpix
Mainz tabte for tredje kamp i træk i Bundesligaen, da det lørdag endte 1-3 på udebane mod Dortmund.
Mainz' gode sæsonstart må efterhånden føles som en saga blot for Bo Svensson og resten af det tyske mandskab.
Efter sejre i tre af de første fire kampe i Bundesligaen er pointhøsten mere eller mindre gået i stå. Lørdag tabte Mainz for tredje kamp i træk, da det på udebane mod Borussia Dortmund endte 1-3.
Erling Haaland var tilbage i aktion efter en næsten månedlang skadespause og stod for to af Dortmunds mål.
Mens det altså på det seneste er blevet til lutter nederlag, så kan Bo Svensson trøste sig selv lidt med, at de alle er kommet mod hold fra toppen af tabellen.
Med sejren ligger Dortmund hvert fald for en stund nummer et i Bundesligaen med 18 point. Bayern München eller Bayer Leverkusen kan overtage den søndag, hvor de to tophold tørner sammen.
Bo Svenssons mandskab gik ind til lørdagens kamp med Bundesligaens bedste defensiv. Blot fem mål havde Mainz indkasseret inden opgøret på Signal Iduna Park.
Men Dortmund skulle kun bruge et par minutter på at nedbryde gæsternes bageste geled. Et indlæg endte ved Marco Reus' fødder, og den tyske profil bankede bolden op i nettaget.
Der stod Dortmund på det meste, men hjemmeholdet lykkedes ikke med at udbygge sin føring i første halvleg.
Kort før pausen havde Erling Haaland en stor mulighed, men den norske bomber måtte se sit skud pareret.
Haaland tog dog revanche kort inde i anden halvleg, da han på et straffespark gjorde det til 2-0.
Efter målet kom Mainz bedre med, og for første gang i opgøret opstod der en smule spænding, da Jonathan Burkardt prikkede bolden i mål til 1-2 med få minutter tilbage af den ordinære spilletid.
Men Bo Svenssons pointdrøm blev slukket, da Erling Haaland dybt inde i tillægstiden sparkede bolden i mål til slutresultatet.
Marcus Ingvartsen startede inde for Mainz, men gjorde sig ikke bemærket. Danskeren blev skiftet ud med lidt over 20 minutter tilbage.
Yussuf Poulsen spillede hele kampen, da RB Leipzig på udebane mødte Freiburg. Kampen endte 1-1.
Jesper Lindstrøm startede inde for Eintracht Frankfurt, men blev skiftet ud i pausen, da det mod Hertha Berlin blev til et nederlag på 1-2.
Oliver Christensen var igen at finde på bænken for Hertha. Den danske målmand har endnu ikke været på banen siden skiftet fra OB.
Frederik Rønnow så også hele Union Berlins 2-0-sejr over Wolfsburg fra bænken.
I lørdagens sene kamp fik Wahid Faghir debut for Stuttgart i kampen mod Borussia Mönchengladbach. Den danske angriber startede på bænken, men blev skiftet ind med cirka et kvarter tilbage.
Faghirs landsmand Nikolas Nartey spillede hele kampen for Stuttgart. Kampen endte 1-1.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker