Haaland-træffer rækker akkurat til sejr over bundhold
Erling Haaland havde muligvis fået et straffespark, hvis ikke han havde scoret på sin chance efter fem minutters spil mod Southampton. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix
Erling Haaland scorede sit 11. ligamål, da City slog Southampton 1-0. Brentford slog Ipswich 4-3.
Manchester City er nyt førerhold i Premier League.
Lørdag sikrede Erling Haaland med en tidlig træffer således det forsvarende mesterhold 1-0 over det endnu sejrsløse bundhold Southampton.
City har 23 point efter ni kampe, mens Liverpool har 21 point efter otte kampe.
Der var spillet mindre end fem minutter, da City tog føringen efter at have udspillet gæsterne i venstre side.
Portugiseren Matheus Nunes lagde bolden i feltet, hvor den polske stopper Jan Bednarek var godt i gang med at hive Haaland til jorden med alle tænkelige midler.
Nærmest liggende vandret i luften fik nordmanden ikke desto mindre afsluttet og bragede bolden ind højt i nettet over keeper Aaron Ramsdale.
En ny bemærkelsesværdig træffer i en uge, hvor Haaland også scorede et akrobatisk mål med hælen mod Sparta Prag i Champions League.
Southampton holdt herefter nogenlunde stand i resten af halvlegen, og lige før pausen var angriberen Cameron Archer endda tæt på at udligne, da han strejfede overliggeren efter en energisk aktion.
Billedet med City som dominerende og Southampton som sjældne gæster i Citys ende fortsatte efter pausen.
Haaland fik et par pænt store muligheder efter et indlæg, men manglede den skarphed, som han udviste i starten af opgøret, og kampen ebbede ud med 1-0 på måltavlen.
Andetsteds spillede Thomas Franks Brentford sig op som nummer ni efter 4-3 over oprykkeren Ipswich.
Gæsterne bragte sig på 2-0 med to hurtige scoringer omkring en halv times spil, men angriberen Yoane Wissa sørgede for 2-2 ved pausen.
Ved udligningen lagde Mikkel Damsgaard en flot bold i dybden til Wissa, som med hjælp fra en Ipswich-spiller fik bragt balance i regnskabet.
I en anden halvleg, hvor Mathias Jensen afløste Christian Nørgaard og fik comeback efter to måneders skadespause, bragte topscorer Bryan Mbeumo Brentford foran på straffespark.
Men trods undertal efter et rødt kort udlignede Ipswich til 3-3 og så ud til at løbe med et point.
I den dybe overtid lynede Mbeumo dog for anden gang, da han sendte bolden i feltet, og den fik lov at passere alle markspillere og en ikke helt uskyldig Ipswich-keeper.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned