Haas regner med at være bagerst i feltet i starten af ny sæson
Danske Kevin Magnussen og tyske Nico Hulkenberg kører for Haas. (Arkivfoto). Foto: Chris Graythen/Ritzau Scanpix
Haas-ejer har ingen forventninger om, at holdet vil være blandt de bedste i starten af den nye sæson.
Der er ikke videre stor optimisme at spore hos racerkøreren Kevin Magnussens arbejdsgiver. Det amerikanske hold i Formel 1-feltet, Haas, forventer at være blandt de dårligst placerede hold i starten af den kommende sæson.
Sådan lød det fredag fra Haas' nye teamchef, japaneren Ayao Komatsu, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg tror stadig, at vi vil være bagerst i feltet, hvis ikke sidst, sagde han.
Fredag blev Haas årets første Formel 1-hold til at løfte sløret for, hvordan deres racer, VF-24, vil komme til at se ud.
Her offentliggjorde Haas nemlig de første billeder af den nye racer. På holdets hjemmeside står der dog, at der er tale om såkaldt "livery".
Det betyder, at billederne er skabt af en computer. Derfor kan der komme opdateringer på raceren inden sæsonstart.
Ud over Kevin Magnussen kører også tyskeren Nico Hülkenberg for Haas.
I 2023 indtog holdet sidstepladsen i konstruktørernes mesterskab, da Haas indsamlede 12 point i løbet af sæsonens 22 grandprixweekender.
Efter et par skuffende sæsoner valgte holdejer Gene Haas at skifte ud på posten som teamchef i starten af det nye år.
Günther Steiner blev med øjeblikkelig virkning erstattet af Ayao Komatsu.
Den nye Formel 1-sæson skydes i gang 2. marts i Bahrain.
- Årsagen til, at vores racer ikke kommer til at være hurtig nok i Bahrain, er ikke kvaliteten af de personer, vi har her. Det er, fordi vi startede sent, og så stoppede vi i to måneder for at lave Austin-opdateringen, udtalte den nye teamchef fredag.
Ayao Komatsu tilføjede, at det går "i den rigtige retning", hvad angår karakteristika af den nye racer.
- Vores koncentration og fokus er på at arbejde med VF-24, forstå raceren og derefter definere den rigtige vej til at opgradere bilen, sagde han.
Japaneren har været ved Haas, siden holdet i 2016 entrerede Formel 1. Før han blev teamchef, var han chefingeniør.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker