Hækkeløber overstråler Bolt i Bruxelles
Den amerikanske hækkeløber Aries Merrit satte fredag aften ny verdensrekord i 110 meter hæk ved et Golden League-stævne i Bruxelles.
Merrit leverede et fejlfrit løb og lagde med det samme afstand til sine konkurrenter, der nærmest stod stille, da amerikaneren accelererede og vandt løbet i en fantomtid på 12,80 sekunder.
Dermed hakkede Aries Merrit seks hundreddele af et sekund af cubanske Dauron Robles rekord fra 2008.
Andenpladsen gik til landsmanden Jason Richardson, der var et kvart sekund langsommere end Merrit.
Den 27-årige løber fra Chicago har med verdensrekorden haft en aldeles fremragende sommer, da han for en måned siden vandt OL-guld i samme disciplin i London.
Det jamaicanske sprintfænomen Usain Bolt var også i aktion i Bruxelles, og efter en sløv start vandt han 100 meteren med en tid på 9,86 sekunder. Det var første gang siden OL, at Bolt deltog i et 100-meter-løb.
Usain Bolt vandt tre guldmedaljer ved OL i London, da han ud over 100-meter-guldet også triumferede på den dobbelte distance samt med Jamaicas stafethold i 4x100 meter.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned