Halsbetændelse sender Bayern-spiller ud af tysk EM-trup
Aleksandar Pavlovic har fået halsbetændelse, hvilket sender Bayern München-spilleren ud af Tysklands EM-trup. Emre Can er udtaget i stedet for. (Arkivfoto). Foto: Marcel Engelbrecht/Ritzau Scanpix
Fem dage efter den fastsatte deadline for indsendelse af EM-trupper har Tyskland byttet ud på midtbanen.
De tyske EM-værter har ændret i EM-truppen to dage før åbningskampen mod Skotland.
Halsbetændelse hos Bayern München-spilleren Aleksandar Pavlovic betyder, at hans plads overtages af Borussia Dortmunds Emre Can.
Det oplyser Tysklands Fodboldforbund onsdag, skriver AFP.
Da landstræner Julian Nagelsmann for nylig fandt plads til den 20-årige Pavlovic i sin 26-mand-store EM-trup, var det en overraskelse for mange.
Midtbanespilleren med de serbiske rødder blev blandt andre foretrukket på bekostning af sin holdkammerat i Bayern München Leon Goretzka.
Aleksandar Pavlovic erstattes dog i stedet af rutinerede Emre Can, der har spillet 43 landskampe for Tyskland fra 2015 til 2023.
Can var anfører for det Dortmund-mandskab, der for halvanden uge siden tabte Champions League-finalen til Real Madrid.
Julian Nagelsmann ønskede at gardere holdet med en driftssikker spiller, som kan gå direkte ind på holdet, hvis det er nødvendigt.
- Vi ønskede at få endnu en defensiv midtbanespiller ind på holdet, siger landstræneren.
- Samtidig ville vi gerne have en spiller, der har spillet en masse kampe og kender til presset. Det får vi i Can.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) havde fastsat en deadline til 7. juni for indsendelse af trupper. Kun i helt særlige tilfælde er det tilladt at skifte ud i den indsendte 26-mands-trup.
For at det kan ske, så skal Uefas lægefaglige stab vurdere, at den pågældende spiller ikke vil være i stand til at spille i hele slutrundeperioden.
Efter fredagens åbningskamp mellem Tyskland og Skotland er det ikke længere muligt at ændre i trupperne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker