Haltende basketbjørne vågner op til dåd i semifinaleserie
Jacob Polakovich strålede for Bakken mod Horsens IC. (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Bakken Bears vandt den første DM-semifinale ude over Horsens IC. Svendborg Rabbits sænkede Randers Cimbria.
Efter en uvant vanskelig sæson virker Bakken Bears til at være kommet på ret køl på et særdeles vigtigt tidspunkt.
Mandag aften åbnede det aarhusianske basketflagskib DM-semifinaleserien mod rivalen Horsens IC med en udesejr på 90-85. Midtvejs i opgøret førte Bakken 48-43.
Med sejren har Bakken Bears udvisket hjemmebanefordelen i serien allerede i første forsøg.
Holdet jagter sin 23. DM-finale i træk og sit niende mesterskab på stribe, men indtil mandagens kamp har sæsonen givet klare indikationer på, at guldmonopolet kan brydes.
Helt uhørt har Bakken allerede tabt otte gange i ligasæsonen, og holdet gik ind til semifinaleserien som det blot tredjebedste hold i sæsonen indtil videre.
Mandag viste Bakkens Darko Jukic, Skyler Bowlin og Jacob Polakovich, hvorfor de er blandt ligaens største profiler, da de med henholdsvis 16, 19 og 22 point førte an i den vigtige udekamp.
Efter at have ført i hele kampen nåede Horsens tilbage på omgangshøjde med to minutter tilbage af opgøret, men Bakken-anfører Skyler Bowlin satte de afgørende point ind i slutfasen.
Svendborg Rabbits, der vandt grundspillet og siden også slutspilsgruppen for tophold, fik ligeledes en god start på semifinaleserien.
På hjemmebane vandt fynboerne 90-70 over Randers Cimbria.
Der spilles bedst af fem kampe i semifinaleserierne, og holdene spiller igen på torsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker