Hamilton om første Mercedes-sejr: Utrolig følelse
Der var mange følelser i spil for Lewis Hamilton efter søndagens Formel 1-løb på Hungaroring i Budapest.
Han vandt løbet for andet år i træk og fjerde gang i karrieren, så han deler rekorden for flest sejre på banen med den tyske legende Michael Schumacher.
Men nok så væsentligt var den 28-årige brite lykkelig over at sikre sin første sejr for Mercedes-teamet siden overgangen fra McLaren før denne sæson.
- Det er en utrolig følelse, og jeg vil gerne takke alle fansene her, siger Lewis Hamilton ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Mit team udførte et fantastisk job, vi læste meget på lektien i aftes, og vi håbede, at dækkene ville holde, siger briten efter den ret overbevisende sejr.
Lewis Hamilton vandt løbet knapt 11 sekunder foran finnen Kimi Räikkönen (Lotus), mens den tyske verdensmester Sebastian Vettel blev nummer tre i sin Red Bull-racerbil.
- Vi havde ingen anelse om, at det ville gå så godt, men jeg var sulten efter det i dag, siger Lewis Hamilton, som ligger nummer fire i VM-stillingen med 124 point.
Sebastian Vettel, der topper med 172 point, havde gerne set, at han havde hentet andenpladsen i Budapest.
Men Kimi Räikkönen lukkede af, da tyskeren forsøgte en overhaling mod slutningen af løbet.
Ureglementeret, mener Vettel, men Räikkönen ser anderledes på det.
- Jeg fortalte Kimi, at jeg ikke var tilfreds med det, men han grinte. Sådan er racerløb, siger Sebastian Vettel.
Løbet i Ungarn var det 10. af 19 løb i sæsonen, og Sebastian Vettel har kurs mod sin fjerde VM-titel på stribe.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde