Håndbold-boss tager hatten af for Randers og Vejen
Hverken Randers HK eller EH Vejen kan kritiseres for at prioritere økonomien over det sportslige ved frivilligt at give afkald på deres pladser i europæisk håndbold til næste sæson.
Håndbold handler nemlig om mere end blot det sportslige, siger direktør i Divisionsforeningen Håndbold, Dan Hammer.
- Det er beslutninger, som jeg har fuld forståelse for. Enhver ansvarlig klubleder må træffe de beslutninger, der er ansvarlige set i det specifikke klubperspektiv, siger direktøren og tilføjer:
- Det, man skal huske på, er, at selvom en professionel håndboldklub ikke kun er en forretning, så er det alligevel altid en forretning.
- Du skal være i stand til at betale dine regninger hver eneste måned. Kan du ikke det, så er du ikke en håndboldklub ret længe, siger Hammer, der er tidligere direktør i FCK Håndbold, som drejede nøglen om i 2010.
Randers HK og EH Vejen har hver især kvalificeret sig til henholdsvis EHF Cuppen og Cup Winners Cup.
Men begge klubber har vurderet, at gevinsten ved at deltage ikke kan måle sig med de store omkostninger, der er ved at pakke en hel bus med spillere, trænere og fysioterapeuter for at spille returkamp i Østeuropa.
Det kan snildt koste mere end 100.000 kroner per tur, vurderer Dan Hammer.
Det europæiske håndboldforbund, EHF, er blevet gjort opmærksom på problemet.
Men fordi mange lande ofte kun har et konkurrencedygtigt klubhold, ønsker de ikke at begrænse antallet af europæiske kampe. Tværtimod.
Og det kan derfor komme til at tage lang tid at finde en måde at minimere udgifterne på.
- Det er svært for mig at forudse, hvad der præcist kommer til at ske.
- Men der er ingen tvivl om, at alle danske håndboldledere, som har haft plads i det europæiske forum, vil kæmpe for mere rimelige forhold, siger generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Stig Christensen, og tilføjer:
- For det er en uholdbar situation, hvis dygtige klubber fra Danmark, der har kvalificeret sig til at spille i europæiske turneringer er nødsaget til at melde fra.
HC Odense overtager EH Vejens plads i Cup Winners Cup, mens København Håndbold får mulighed for at spille EHF Cuppen i stedet for Randers HK.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker