Håndbold på stranden er blevet et stort sommerhit

Mens vinterturneringen er gået ind i den afgørende slutfase, har Dansk Håndbold Forbund programmet til sommerens helt store hit - DM i strandhåndbold på plads.

Der vil være kvalifikationsstævner på fem strande - blandt dem Marielyst Strand. Søndag 7. juni kommer strandhåndboldkaravanen til Marielyst, hvor der skal spilles om adgangsbilletter til DM-finalestævnet på Fyns Badestrand i Nyborg.

Det er 13. år, at Dansk Håndbold Forbund inviterer til DM i strandbold. Sidste år stillede 21 hold fordelt på 10 dame- og 11 herrehold op i de to senior DM-kvalifikationsstævner på Marielyst, hvor Sakskøbing-Slemminge sensationelt vandt kvindernes række, og Team Sydhavsøerne tog sig af herrerækken.

Senere vandt Team Sydhavsøerne højst overraskende DM-bronzemedaljer i finalestævnet. Udover to seniorrækker spilles også DM-kvalifikationsstævner for ynglinge (U/18) og juniorer (U/16).


Kvalifikationsstævne til DM på Marielyst Strand søndag 7. juni

Offentliggjort Sidst opdateret