Håndboldboss jubler over tilladelse til tacklinger
Morten Stig Christensen er glad for udsigten til, at der igen kan tackles og i et vis omfang trænes i håndboldklubber landet over. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
De nye retningslinjer for udendørssport tillader kropskontakt og fælles bolde. Det glæder DHF.
Det vækker stor glæde hos generalsekretæren i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Stig Christensen, at Kulturministeriet onsdag har ændret sin retningslinjer for udendørssport.
De nye retningslinjer tillader kropskontakt og fælles bolde, og dermed minder udendørs håndboldtræninger mere om den sport, som håndboldspillerne i de seneste måneder ikke har kunnet dyrke indendørs.
- Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes for Danmarks Idrætsforbund (DIF) at få håndbolden så langt frem i forhandlingerne med Kulturministeriet og myndighederne, at vi igen kan spille noget, der minder om rigtig håndbold.
- Vi er mange, der har savnet at lave afleveringer, skud og en god tackling, og det er nu endelig muligt igen, takket være DIF's gode benarbejde, siger Morten Stig Christensen på DHF's hjemmeside.
I de tidligere retningslinjer måtte håndboldspillerne ikke have kropskontakt, men endnu vigtigere måtte de ikke røre den samme bold, hvorfor alle spillere skulle medbringe deres egen.
Håndboldspillerne må med de nye retningslinjer i lighed med øvrige udendørs sportsgrene maksimalt træne i grupper af ti personer på samme bane, så forsamlingsforbuddet overholdes.
Derudover skal en række andre retningslinjer, der har til formål at mindske smitterisikoen, overholdes.
Formanden i DIF, Niels Nygaard, er sikker på, at håndboldspillerne og andre udøvere af udendørs sportsgrene nok skal overholde retningslinjerne.
- Idrætsforeningerne har været enormt disciplinerede under hele coronakrisen, og jeg er sikker på, at det er stærkt medvirkende til, at der nu i et vist omfang bliver lukket op for idræt med kropskontakt.
- Jeg er fuldstændig overbevist om, at foreningerne håndterer de nye anbefalinger ansvarsfuldt, siger Niels Nygaard i en pressemeddelelse.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde