Foran det største håndboldpublikum nogensinde på dansk jord vandt Skjern håndbold ligakampen over de forsvarende mestre fra AaB Håndbold med 33-28.
Formelt var det AaB, der havde hjemmebane, men kampen blev spillet mere end 100 kilometer sydvest for Aalborg som en del af det store håndboldarrangement i Hernings nye multiarena, Jyske Bank Boksen, med mere end 12.000 tilskuere på sidelinjen - her af mange fra både Aalborg og Skjern.
De så AaB lægge bedst ud i opgøret, men Skjern kom flot tilbage. Endda på et tidspunkt, hvor holdet var to mand i undertal, lykkedes det vestjyderne at vende kampen, så de kunne gå til pause med en 16-12-føring.
AaB var på det tidspunkt småhandicappet. Islændingen Ingimundur Ingimundarson balancerede på kanten af et rødt kort og den stærke højrefløj Jan Lennartsson var udgået med et riv i lysken.
Samtidig stillede angrebsprofilen Kristian Kjelling op med en fibersprængning i maven, men det lod nu ikke til at hæmme nordmanden synderligt. Med syv scoringer alene i anden halvleg - og 10 i alt i kampen - fik han nordjyderne tilbage på ret kurs og spændingen tilbage i kampen.
Skjerns modtræk var samme taktik, som havde givet pote i første halvleg - et offensivt forsvar, der stressede AaB-spillerne og resulterede i mange boldtab og deraf følgende kontrascoringer.
Og selv en godt spillende Søren Pedersen i AaB-målet kunne derfor ikke forhindre, at Skjern løb med sejren til slut.
Sejren betyder, at Skjern holder fast i sin topplacering, mens AaB med otte point for otte kampe befinder sig på en syvendeplads.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde