Efter fredagens overbevisende storsejr på 34-21 over EM-modstanderen Serbien i træningsturneringen Møbelringen Cup i Norge, kom de danske håndboldkvinder i den grad ned på jorden mod upåagtede Island.
Ganske vist blev det til en sejr på 30-24 lørdag, men spillet var på ingen måde prangende i hverken forsvar eller angreb.
I de første 45 minutter af kampen var Island hele tiden et skridt foran, og det var ikke på grund af særligt godt spil. Især eksperimenter i det centrale danske forsvar kostede, og der var god plads til islandske gennembrud.
I kampen sparede Danmark forsvarskrumtappen Mette Melgaard, store Susan Thorsgaard samt playmaker Lærke Møller.
Efter pausen fik Danmark stabiliseret spillet, især det centrale forsvar omkring Kamilla Kristensen og Pernille Larsen agerede langt mere aggressivt. Island var med til stillingen 19-19, hvorefter Danmark satte sig afgørende i front med 22-19.
Da forsvaret kom op at køre, gav det samtidig en række gode kontramuligheder ved Ann Grete Nørgaard og Mie Augustensen, selvom tempoet generelt var langt fra EM-niveau.
Søndag spiller Danmark den sidste kamp i trenationersturneringen, når holdet møder værterne - og favoritterne - fra Norge.
Danmark indleder EM på hjemmebane med en kamp mod Serbien den 7. december i Aalborg
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde