Håndboldfesten kan begynde

KOMMENTAR: Det vil være en drøm, at nå i en EM-semifinale, skriver sportsredaktør Allan Plenborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Af Allan Plenborg, sportsredaktør

Hvilken effekt får det at have op mange tusinde tilskuere i ryggen?

Det får vi svar på de næste par uger.

Danmark og Norge er sammen arrangører af det niende europamesterskab i håndbold for kvinder - og det er der på sin vis en logik i: De to nationer har været de mest vindende siden der i 1994 blev spillet om det første europamesterskab. Norge har vundet fire EM-titler, Danmark tre.

I morgen aften spiller det danske landshold den første EM-kamp mod Serbien i Gigantium i Aalborg. Den på papiret letteste modstander i en stærk pulje, der også tæller Spanien, der vandt EM-sølv for to år siden, og viceverdensmestrene Rumænien, der handles for en af EM-favoritterne.

De tre bedste hold fra Danmarks gruppe A kvalificerer sig til mellemrunden, der spilles i den ny Multiarena i Herning med plads til 14.000 tilskuere.

De tre bedste hold fra Danmarks gruppe møder i mellemrunden de tre bedste fra gruppe B. Og netop denne gruppe tæller et par frygtindgydende nationer som de russiske verdensmestre og Montenegro, samt Kroatien og Island.

Montenegro har intet udrettet tidligere i EM-sammenhæng. Men det kan der blive vendt op og ned på denne gang: Montenegro stiller med verdens bedste håndboldspiller Bojana Popovic, der har en gylden en klub-fortid i Slagelse og Viborg.

Umiddelbart har jeg ikke det danske hold blandt favoritterne til titlen.

Hjemmebane-effekten kan dog få stor betydning. Det så vi for otte år siden, hvor det danske landshold heller ikke var blandt EM-favoritterne efter en beskeden tiendeplads ved EM to år forinden. Men på hjemmebane tog de danske landsholdspiger alle med storm, gik hele vejen til finalen, hvor Norge blev besejret.

Ved det seneste EM i 2008 siden opnåede det danske landshold en beskeden placering som nummer 11.

Spørgsmålet er så, om landstræner Jan Pytlick og hans udvalgte 16 kan gentage triumfen fra 2002, hvor Pytlick også var landstræner?

Danmark stiller i noget, der må være det stærkest mulige hold. Profiler som Rikke Skov og Lærke Møller er blandt de udvalgte. Men de kan ikke være i topform efter at have været ude længe med skader.

Det er Jan Pytlick bevidst om. Men han stoler på, at de kan spille sig i form under EM-turneringen.

Der er to slutrundedebutanter på det danske hold - Team Tvis Holstebro-fløjen Ann Grete Nørgaard og playmakeren Berit Kristensen fra Randers.

Berit Kristensen er født i Sakskøbing og spillede i Sakskøbing-Slemminge som helt ung og siden i Nykøbing F. Håndboldklub, hvorfra hun som junior skiftede til Viborg.

For Berit Kristensen er det en drøm, der går i opfyldelse. Hun fulgte på nærmeste hold det danske landshold for otte år siden, da det vandt EM-guld. Dengang som tilskuer. Siden har hun drømt om at komme til at spille en EM- eller VM-slutrunde på hjemmebane.

Om Jan Pytlicks drøm også går i opfyldelse, får vi svar på de næste par uger.

- Vi drømmer om - og jeg vil understrege, at det er en drøm - en plads i top fire. Men en plads i top otte vil også være acceptabelt, siger landstræneren.

EM-finalen spilles søndag 19. december i Herning. Forhåbentlig med dansk deltagelse, men jeg tvivler, at vi når så langt.