Håndboldherrer på olympisk pinebænk: Tre skal sorteres fra
19 spillere - eksklusive en foreløbigt fraværende Hans Lindberg - er samlet i Faaborg fra mandag til fredag for at træne frem mod OL i Paris, der afholdes fra 26. juli til 11. august. Onsdag i næste uge vil landstræneren sætte navn på de 14 spillere og 3 reserver, der skal med til Frankrig. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Landstræner Nikolaj Jacobsen kaldte mandag til olympisk træningssamling, men tre spillere bliver sorteret fra, inden OL-truppen udtages i næste uge.
Ritzau RitzauThomas Amstrup, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De danske håndboldherrer skal om godt en måned forsøge at generobre den olympiske håndboldtrone.
Mandag indledte landstræner Nikolaj Jacobsen og 19 spillere forberedelserne frem mod OL i Paris med en samling i Faaborg.
I løbet af den næste uge skal landstræneren finde ud af hvilke 14 spillere og 3 reserver, der skal med til Paris. Den endelige OL-trup offentliggør han onsdag i næste uge.
- Vi skal bruge de næste dage på at dygtiggøre os som hold og se på, hvordan spillerne passer ind i de planer, jeg har lagt.
- Vi kommer til at arbejde taktisk, så vi står så godt rustet som muligt til OL, og så skal vi have kigget på nogle af spillerne. Hvor er de eksempelvis henne rent fysisk?
Annonce
- Kan de holde til at spille næsten syv uger i træk efter en lang sæson? siger Nikolaj Jacobsen.
En af de spillere, der har et brændende ønske om at komme med til Paris, er playmakeren Rasmus Lauge. De seneste to gange har han ikke været en del af OL-holdet.
Profilen fra Bjerringbro-Silkeborg var skadet, da landsholdet vandt guld i Rio i 2016. For tre år siden holdt en ny skade ham hjemme fra legene i Tokyo, hvor Danmark nåede finalen, men tabte til Frankrig.
- Det vil betyde alverden at komme med til OL den her gang.
- Jeg føler, at mit uheld er opbrugt på nuværende tidspunkt. Jeg er vanvittig motiveret for at komme af sted og forhåbentlig levere et godt resultat sammen med drengene, siger Rasmus Lauge.
Den 33-årige playmaker fortæller, at man internt spillerne imellem godt kan mærke, at der venter en OL-udtagelse lige om hjørnet.
- Til den sidste samling blev der gået til stålet i træningslokalet, og vi havde nogle rigtig gode træninger. Det er jeg også overbevist om, at vi får nu.
- Det er netop fordi, at alle gerne vil overbevise landstræneren om, at man skal på holdet, siger Lauge.
Nikolaj Jacobsen fortæller, at han har det fint med den forestående proces, selv om han og assistenten Henrik Kronborg meget vel vil knuse en stor drøm hos tre af sine spillere.
- Det er mit job, og jeg er jo ansat til at stille det hold, som jeg synes, er det bedste hold til OL, siger Nikolaj Jacobsen.
Annonce
- Jeg er helt med på, at der er en masse spillere, der er spændte og vil vise Henrik og mig, at de skal med til Paris.
- Min opgave bliver at blødgøre stemningen lidt og sørge for, at det er så afslappet som muligt, så det er til at være i, forklarer han.
20 spillere er i spil til OL. Fløjspilleren Hans Lindberg er af personlige årsager dog foreløbigt ikke mødt op i Faaborg, oplyser landstræneren til TV 2 Sport.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt