Håndboldkvinder har overvundet maveangreb og er VM-klar
Sarah Iversen er en af de spillere, der har været plaget af maveproblemer før VM. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Maveproblemerne, der plagede den danske VM-lejr ved ankomsten til Japan, er nu helt forsvundet.
Alle spillere melder sig helt friske til det danske kvindelandsholds premierekamp ved håndbold-VM mod Australien på lørdag.
Det gælder også de fem, der i sidste uge blev ramt af maveproblemer på rejsen til Japan og brugte de første dage af VM-forberedelserne i fast rutefart mod toilettet.
- Det var hårdt, men efter omkring 30 timer begyndte jeg at kunne holde noget i mig igen, siger Sarah Iversen, der var en af de uheldige.
- Efter at vi havde skiftet fly første gang, begyndte Cecilie Greve pludselig at få det dårligt. Derefter blev Kristina Jørgensen ramt, og så var jeg nummer tre.
- 7-9-13 har jeg kun været ramt af opkast, og der er nogen, der har haft det værre, siger stregspilleren.
Ud over de tre nævnte har også Stine Bodholt og Kathrine Heindahl haft maveproblemer, som altså indtraf på det værst tænkelige tidspunkt: På en 11 timer lang flytur fra München til Osaka.
Sarah Iversen beretter om en rejse, hvor spillere sad med ansigterne nede i plastikposer, fordi de ikke kunne nå på toilettet.
Ingen ved præcis, hvad der var årsagen til spillernes maveproblemer, og man finder næppe ud af det.
- Det er ikke noget, der er smittet via luft, for så ville flere spillere være blevet ramt. Det må være noget, vi har spist, og heldigvis har vi ikke givet noget videre til de andre, siger Sarah Iversen.
Hun måtte stå over første træning, da holdet for uge siden ankom til træningslejren i Okinawa. Dagen efter var hun i aktion, og siden er det kun gået fremad.
- Når man ikke har kunnet spise og drikke i 30 timer, så skulle man sørge for at få rigeligt indenbords. Men buffeten har været stor, så der har været god mulighed for at få tanket op, lyder det fra Iversen.
Holdet ankom torsdag til VM-byen Kumamoto, og alle trænede med for fuld styrke torsdag aften lokal tid.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned