Håndboldkvinder trækker østeuropæere til VM på hjemmebane
Landstræner Jesper Jensen og kvindelandsholdet i håndbold får østeuropæisk og sydamerikansk modstand i gruppekampene ved årets VM på hjemmebane. (Arkivfoto). Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix
Rumænien, Serbien og Chile er gruppemodstanden for håndboldkvinderne til VM på hjemmebane i december.
Det danske kvindelandshold i håndbold skal møde Chile, Serbien og Rumænien ved gruppespillet til VM i december.
Det står fast, efter lodtrækningen blev foretaget i Gøteborg torsdag.
Alle tre kampe skal spilles foran hjemmepublikum i Jyske Bank Boxen i Herning. Danmark er nemlig medvært for slutrunden sammen med Sverige og Norge.
På papiret ser det ud til at være en godkendt lodtrækning for landstræner Jesper Jensen og landsholdet.
Rumænien, der blev trukket fra andet seedningslag, kan ikke ligefrem prale af store slutrunderesultater de seneste år. Ved VM i 2021 blev rumænerne nummer 13, mens det blev til en 12.-plads ved sidste års EM.
Jesper Jensen er dog ikke helt tilfreds, selv om han forventer, at sit hold "selvfølgelig" går videre til mellemrunden.
- Det var ikke ligefrem en drømmelodtrækning i og med, at vi trækker nogle af de stærkeste nationer fra andet og tredje seedningslag i form af Rumænien og Serbien, siger Jesper Jensen til Dansk Håndbold Forbunds (DHF) hjemmeside.
- Så det kunne godt have været bedre, set med danske øjne.
Kvalificerer håndboldkvinderne sig som forventet til mellemrunden, bliver Danmarks gruppe E parret med gruppe F.
Her vil så vente tre modstandere blandt Tyskland, Polen, Japan og Iran.
Kampene i Danmarks mellemrunde spilles også i Herning. Det samme gør en eventuel kvartfinale, semifinale og finale for Danmark.
Ved VM i Spanien i 2021 vandt de danske håndboldkvinder bronze. Året efter ved EM i Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro kom landsholdet et trin højere op på podiet, da det blev til sølv.
De grønlandske håndboldkvinder kom op af bowlen i gruppe D, hvor Norge, Sydkorea og Østrig venter.
Det er blot anden gang i historien, at Grønland er med til VM i kvindehåndbold. Første gang var i 2001.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker