Håndboldkvinderne banker Frankrig ved VM

Med to sejre ud af to mulige er Danmark godt på vej til mellemrunden ved VM i kvindehåndbold i Kina. Danskerne fik lukket Frankrig helt ned og vandt 24-16, ikke mindst takket være storspil af Christina Pedersen i målet.

Danmark måtte ellers undvære endnu en playmaker i kampen. Efter Lærke Møllers VM-exit med en overrevet akillessene er det nu Louise Mortensens knæ, der driller i sådan en grad, at hun i hvert fald ikke kunne spille mod franskmændene.

Dermed var det op til tredje- og fjerdevalget på posten, Kristina Kristiansen og Christina Krogshede, at lede det danske angrebsspil. Ikke nogen nem opgave, når det hovedsageligt har været Møller og Mortensen, der har spillet på pladsen til træning. Og det hakkede da også en smule i angrebet, hvor der også blev begået et hav af tekniske fejl.

Når danskerne alligevel slap hæderligt fra de første 30 minutter med en føring på 11-8, skyldtes det i høj grad to spillere. For det første leverede FCK-keeper Christina Pedersen en stribe gode redninger og nappede derudover to et halvt straffekast. I den anden ende bombede højrebacken Camilla Dalby løs på de franske forsvarsværker. Hun ramte plet hele seks gange og stod dermed for mere end halvdelen af de danske scoringer inden pausen.

Danmark lagde nervøst ud i anden halvleg, og franskmændene var en overgang tæt på at nå på omgangshøjde. Men en bundsolid forsvarsindsats, hvor Christina Pedersen fortsatte med at tage fra, var nok til at sikre forspringet og sejren.

/ritzau/

En fremragende forsvarsindsats grundlagde Danmarks 24-16-sejr over Frankrig ved VM i kvindehåndbold. FCK-keeper Christina Pedersen havde styr på modstanderen.

Offentliggjort Sidst opdateret