Håndboldlandsholdet modtager stor olympisk hæder
Danmark vandt alle sine otte kampe ved OL og slog Tyskland med hele 39-26 i finalen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det danske landshold er blevet kåret som det bedste mandlige hold på tværs af alle sportsgrene ved OL.
Danmarks mandlige håndboldlandshold var det bedste hold på tværs af alle sportsgrene ved OL i Paris i sommer.
Det mener Anoc, sammenslutningen af verdens 206 olympiske komitéer, som har hyldet de olympiske præstationer ved gallashowet Anoc Awards i Portugal onsdag aften.
Landstræner Nikolaj Jacobsens mandskab blev valgt som det bedste mandlige hold ved legene og blev dermed foretrukket frem for eksempelvis det stjernespækkede amerikanske basketball-landshold.
- Jeg er stolt over, at vores præstation til OL er blevet anerkendt så bredt også uden for håndboldverdenen. Som hold fokuserer vi ud over håndboldspillet også på at have et godt kammeratskab og spille med en glæde og udstråling af, at vi har det sjovt sammen.
- Det er jeg glad for, at andre også har bemærket og gør prisen som det bedste mandlige hold ved OL til noget helt særligt, siger Nikolaj Jacobsen i en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund.
OL-holdets "grand old man", Hans Lindberg, modtog prisen som repræsentant for holdet, der vandt guld efter otte sejre i otte kampe og en suveræn sejr i finalen mod Tyskland.
- Vi var velforberedte, troede på vi kunne vinde, og vi lavede en kæmpe præstation i finalen, lød det fra Lindberg på scenen.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker