Med en placering som nummer 44 i verden er Anders Hansen rangeret som Danmarks bedste golfspiller. Alligevel er Hansen på ingen måde optimistisk, inden han torsdag indleder majorturneringen British Open.
Onsdag gik Anders Hansen en prøverunde, og det var bestemt ikke en succes. Flere bolde røg i både sandet og roughen, og han har derfor svært ved at se sig selv gøre det godt, når det bliver alvor.
- Spillet er ikke, hvor jeg gerne vil have det. Det skal jeg blankt erkende. Det er simpelthen ikke godt. De sidste fire uger har det ikke været godt, siger Anders Hansen til Jyllands-Posten.
- Det er ikke en optimal forberedelse, og det er for sent at gøre noget ved svinget. Jeg har svært ved at se, hvor det skal komme fra. Det er noget rigtig møg. Nu spiller jeg disse runder, og så må jeg se, hvor langt jeg kommer, siger Hansen, der starter torsdagens runde klokken 10.30 dansk tid.
Til gengæld tror Anders Hansen på, at Thorbjørn Olesen bliver spændende at følge i dette års British Open, selvom Olesen står overfor sin første majorturnering.
- Thorbjørn Olesen bliver ikke nervøs. Han har hovedet skruet godt på, og han svinger køllen godt, så forhåbentlig har vi i ham et bud på et flot dansk resultat, siger Anders Hansen.
Ud over Anders Hansen og Thorbjørn Olesen, så repræsenterer også Thomas Bjørn og amatørspilleren Lucas Bjerregaard Danmark ved British Open, som slutter søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned