Harder og Chelsea får spanske prygl i CL-finale
Chelsea kom allerede bagud efter et halvt minut mod FC Barcelona. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Det blev aldrig spændende, da FC Barcelona bankede Pernille Harder og Chelsea i Champions League-finalen.
Der var niveauforskel, da Chelsea og FC Barcelona søndag mødtes i finalen i kvindernes Champions League i fodbold.
Desværre for Pernille Harder og Chelsea var det London-holdet, der fik en fodboldlektion af Barcelona. Spanierne bankede Chelsea og vandt 4-0 på Gamla Ullevi i Göteborg.
Barcelonas sejr, der er holdets sjette i Champions League, kom på baggrund af en imponerende første halvleg, hvor alle målene blev scoret.
Det er tredje gang, at Pernille Harder taber en Champions League-finale. I 2018 og 2020 skete det med Wolfsburg. Den danske stjernespiller har endnu sin første sejr i turneringen til gode.
Søndag havde Harder og co. knap nok nået at løbe sig varme, før Barcelona havde taget jerngreb om finalen. Chelsea var stort set under pres fra første sekund, og efter kun 33 var Barcelona foran.
Chelseas Fran Kirby forsøgte at sparke bolden ud af eget felt, men ramte i stedet holdkammerat Melanie Leupolz. Bolden fløj i en høj bue tilbage mod Chelseas mål og endte altså i nettet.
London-holdet virkede rystet, men fik kortvarigt en smule mere kontrol over begivenhederne. Pernille Harder kom sågar frem til et par chancer, men en udligning blev det ikke til.
I stedet kom Barcelona på 2-0 efter et lille kvarter. Spaniernes Jennifer Hermoso blev nedlagt i Chelseas felt, og Alexia Putellas scorede på det efterfølgende straffespark.
20 minutter var gået, da det blev 3-0 ved Aitana Bonmatí. Barcelona holdt legestue, og ti minutter før pausen scorede norske Caroline Graham Hansen til 4-0.
Efter pausen fik Chelsea sat en stopper for Barcelonas stormløb mod englændernes mål, så det trods alt ikke endte med at blive en decideret ydmygelse.
Spænding opstod der dog på intet tidspunkt. Chelsea var kun i momenter tæt på at true Barcelonas defensiv.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde