Hårdt arbejde venter forude for Brøndby

Brøndby har en målsætning om at vinde medaljer i SAS Ligaen. Det er dog ikke resultater som 1-1 på hjemmebane mod Sønderjyske, der sender Brøndby op på en af de tre øverste placeringer.

Det erkender højrebacken Thomas Rasmussen.

- Vi har troen på, at det kan lade sig gøre at få medaljer, men vi har nogle ting, vi skal arbejde med. Vi skal arbejde 100 procent til træning, for vi har ingen lette kampe for tiden, fastslår Thomas Rasmussen.

Derfor er uafgjort mod Sønderjyske, der bragte sig foran med 1-0 efter en halv time, ikke godkendt. Det betyder, at Brøndby står stille på femtepladsen, mens topholdene skaber afstand.

- Vi skal slå Sønderjyske. Vi forsøgte at fighte os tilbage i kampen, men kom ikke til de store chancer. Der var ikke noget galt med indstillingen, for vi var aggressive i tacklingerne og kæmpede os tilbage i kampen, forklarer højrebacken, der startede på bænken, men blev indskiftet, da Max von Schlebrügge måtte udgå med en skade.

Thomas Rasmussen havde håbet på en festdag, men bemærkede, at stemningen dalede på tilskuerpladserne, hvor spillere og bestyrelsesformand Per Bjerregaard blev mødt med tilråb. Sidstnævnte fordi flere fans mener, at Bjerregaard har fyret direktør Frank Buch Andersen, der fredag officielt opsagde sin stilling.

- Vi havde lagt op til en fest i dag, men det løb ud i sandet. Stemningen dalede i løbet af første halvleg, og så begyndte tilskuerne at buhe ad forskellige mennesker i klubben. Det er sørgeligt, når man i vinter har haft en dialog med forskellige fangrupper. Der bliver sagt "ingen over klubben" af vores fans, men vores fans er heller ikke over klubben, fortæller Thomas Rasmussen, der dog har forståelse for tilskuernes frustrationer.

- Jeg kan sagtens forstå vores fans. De tørster efter en sejr og et mesterskab. Jeg kan forstå frustrationerne, dem har jeg også selv, forklarer han.

Træner Kent Nielsen havde også håbet på et bedre resultat, men stiller sig tilfreds med pointdelingen, som blev konsekvensen af Alexander Farneruds udligning på straffespark fem minutter før slutfløjt.

- Vi skulle vinde, men det gjorde vi ikke. Det var en typisk premierekamp med mere fight end godt spil. Vi manglede kreativitet, bevægelighed og tålmodighed. Efter pausen forsøgte vi lige til det sidste, fortæller Kent Nielsen, der lover en bedre præstation i næste kamp.

Her venter de forsvarende mestre fra FC København.

/ritzau/

Brøndbys Thomas Rasmussen erkender, at der venter ham og holdkammeraterne en del arbejde, hvis målsætningen om medaljer skal lykkes.

Offentliggjort Sidst opdateret