Hardt tordner Rungsteds mestre i finalen med overtidsmål

Rungsteds Nichlas Hardt sørgede for en 5-4-sejr til gæsterne i overtiden. (Arkivfoto). Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Rungsted er i finalen, efter at Nichlas Hardt sørgede for en 5-4-sejr i den syvende semifinale mod Esbjerg.

Offentliggjort Sidst opdateret

De regerende mestre fra Rungsted Seier Capital er klar til finalen i landets bedste ishockeyrække.

Efter en sejr på 5-4 over Esbjerg Energy i den syvende og sidste semifinale mellem de to klubber venter Aalborg Pirates nu på Rungsted i en gentagelse af sidste års finale.

Mandagens opgør i Esbjerg udviklede sig til et sandt drama, som blev afgjort af Nichlas Hardt fire et halvt minut inde i overtiden. Her tog Hardt chancen fra distancen, og pucken fløj med stor fart ind i nettet.

Undervejs i semifinaleserien var Esbjerg foran med 3-1 i kampe, men tre Rungsted-sejre i træk - alle afgjort i overtid - banede vejen for et stort comeback.

Det hele begyndte også godt for de sjællandske gæster mandag aften, hvor svenske Mattias Persson gav Rungsted en drømmestart efter seks minutter med en 1-0-føring.

Bare et minut senere øgede landsmanden Hampus Gustafsson til 2-0, selv om gæsterne var kommet i undertal som følge af en to-minutters-udvisning til Rasmus Thykjær Anderson for slashing.

De mange tilskuere i Granly Hockey Arena begyndte at øjne et muligt comeback i en stærk Esbjerg-indledning på anden periode.

Efter bare otte sekunder tordnede canadiske Grayson Downing en reducering i nettet til 1-2, og kort efter var det også tæt på en udligning, men gæsterne slap med skrækken.

I stedet lagde Rungsteds Andre Pison en dæmper på stemningen med en 3-1-scoring to minutter senere, men værterne var langt fra besejret.

Esbjergs Travis Brown reducerede efter mindre end seks minutter til 2-3, og publikum kunne bryde ud i jubel igen efter små 13 minutter, da Ryker Killins udlignede til 3-3.

I tredje periode satte esbjergenserne Rungsted under et stort pres, men det var alligevel gæsterne, der igen kom foran, da Mattias Persson kom på måltavlen med scoringen til 4-3.

Hjemmeholdets Juuso Walli fik med 4-4-udligningen sendt affæren ud i et overtidsdrama, hvor Nichlas Hardt afgjorde det hele med et tordenhug fra distancen.

/ritzau/