Harry Kane sender Tottenham nær kvartfinale
Harry Kane blev dobbelt målscorer for Tottenham. Foto: David Klein/Ritzau Scanpix
David Klein/Ritzau Scanpix
Tottenham vandt med 2-0 hjemme over Dinamo Zagreb, mens Arsenal fik 1-1 ude mod Olympiakos.
Premier League-klubben Tottenham står med et rigtig godt udgangspunkt før returkampen mod Dinamo Zagreb i Europa Leagues ottendedelsfinaler.
Torsdag aften vandt José Mourinhos mandskab den første kamp mellem holdene med 2-0 på eget græs.
Begge mål blev scoret af Harry Kane, der som så ofte var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Der var dansk deltagelse på begge hold. Pierre-Emile Højbjerg kom ind efter 72 minutters spil for Tottenham, mens den tidligere Vejle-spiller Rasmus Lauritsen spillede hele kampen i Zagrebs centerforsvar.
Lauritsen var prisgivet ved Harry Kanes to scoringer.
Englænderens første mål var en ripost efter et stolpeskud fra Érik Lamela. Ved 2-0-målet var der tale om en foræring fra Kévin Théophile-Catherine. Han fik ikke ramt bolden ordentligt efter et indlæg, og så havnede den foran Harry Kane, som tog et træk og scorede med et fladt spark.
Det var tættere på 3-0 end kroatisk reducering, men Tottenham kan trods alt glæde sig over en solid føring før returopgøret.
Det samme kan Arsenal efter en afvekslende udekamp mod græske Olympiakos. Her endte London-klubben med at tage en 3-1-sejr med hjem i flyet.
Der var norsk aftryk på sejren. Martin Ødegaard scorede sit første mål for Arsenal, da han gjorde det til 1-0 i første halvleg.
Nordmanden tog chancen langt fra mål, og det var en god idé. Hans hårde spark brækkede i luften, og selv om bolden sad midt i målet, kunne målmand José Sá kun få en svag hånd på, før kuglen strøg videre i netmaskerne.
Arsenal var selv skyld i, at Olympiakos fik bragt balance på måltavlen 13 minutter efter pausen.
Bernd Leno spillede en presset bold op til indskiftede Dani Ceballos. Spanieren mistede den, og så kunne Youssef El-Arabi sparke bolden ind fra lang afstand, inden Leno nåede tilbage for at kunne dække hele målet.
Olympiakos var også tæt på at tage føringen, men englænderne lykkedes med at tage en sejr med hjem.
I det 79. minut lavede Gabriel Magalhães et forrygende hovedstødsmål efter et hjørnespark, og dernæst hamrede Mohamed Elneny et langskud i mål til 3-1.
Også AS Roma og Granada er godt på vej til kvartfinalerne. Roma vandt 3-0 hjemme over Shakhtar Donetsk, mens Granada besejrede norske Molde med 2-0.
Returkampene spilles torsdag i næste uge.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker